En anden tid.

Et skriftligt billede af livet på landet i mine barneår 1944 - 1958.

Rettere sagt, årene 1948/49 - 1958.

De første år af mit liv, kan jeg selvsagt ikke huske noget fra.

Facts og episoder i denne skildring fra min fødsel og indtil jeg selv kan huske, er noget der er blevet mig fortalt.

Det er klart.

Stort set alle tildragelser i dette skrift, er absolut knyttet til livet på landet i 1940erne og 1950erne.

Læseren må således indstille sig på, at stort set alt foregår i det landbrugsmiljø, jeg er vokset op i.

Store forandringer og fremskridt i vort land er sket siden 2. verdenskrigs afslutning og ind i det 21. århundrede.

Denne periodes udvikling har jeg været midt i og en del af.

Det har efterfølgende givet mig lyst til at kaste et blik over egen skulder.

Hvad var det der skete, og hvor blev tiden af.

Forståelse af fortiden er en god forudsætning for at forstå samtiden.

Beretningen er tænkt som et forsøg på at beskrive en tid, mange nudanskere kun har hørt om fra forældre eller bedsteforældre.

Til en tid der var et led i den udvikling, som har haft betydning for danskernes nuværende sociale og økonomiske ståsted.

Med udgangspunkt i en periode i Danmark hvor de fleste mennesker endnu boede og var beskæftiget i landdistrikterne.

Det var tiden hvor landbrugssamfundet var tæt på sin afslutning og industrisamfundet blev en realitet, men inden vidensamfundet gjorde sit indtog.

Hvor kvinderne på landet endnu ikke var udearbejdende og karrierestræbende.

Men kom ikke og hævd, at kvinderne på landet ikke havde deres at se til. Det havde de så sandelig. Styring af den daglige husholdning, opdragelse af børn og disses fornødenheder i form af mad og tøj, var nogle af de områder, kvinderne var betroet.

Dette skrift vil underbygge dette udsagn.

Da jeg var barn og yngre, havde jeg ikke nogen særlig trang til at spørge ind til generationerne før mig.

Det gjaldt mine forældres ungdom såvel som deres forældre, men især da deres bedsteforældre levede.

Det var i øvrigt heller ikke noget man spurgte ind til.

Det kunne blive betragtet som nyfigenhed.

Man måtte pænt vente til, der faldt lidt guldkorn af hen ad vejen.

At børn generelt er meget opmærksomme og iagttagende, er vel uomtvisteligt.

Allerede fra barnsben skelner man skarpt, hvordan ens forældre agerer i forhold til fremmede.

Man lytter og bider mærke i forældrenes samtaler og omtaler af familie og naboer.

Også det, man måske ikke skulle have hørt. (Små gryder har også ører.)

Ældre mennesker betragtes af børn generelt med stor skepsis. Det gælder også ens bedsteforældre, som man måske ikke ser så ofte.

Nu virkede bedsteforældres generationen også som meget gamle mennesker i min barndom.

De var også så godt som slidt op, når de nåede 60 årsalderen.

Disse udsagn kan jeg stå inde for.

De første 5-6 år af mit liv, kom jeg ikke bort fra vores egen matrikel.

I så fald var det i følgeskab med mor eller far.

Først da jeg begyndte i skole som 6-årig, kunne, eller skulle jeg så småt begynde at stå på egne ben.

 Begyndelsen. (Førstningen)

Jeg er født den sidste sommer under 2. verdenskrig på det milde og frodige Østfyn.

Jeg kan i sagens natur intet huske fra krigens tid.

Krigens eftervirkninger kan jeg der imod sagtens huske.

Disse medførte mange afsavn og besværligheder for danskerne.

Også for far og mor.

Jeg blev født 4. juli 1944, datoen for USA`s uafhængighedserklæring.

Da jeg var mormor og morfars første barnebarn, var det jo bemærkelsesværdigt.

De levede som amerikanere i Minnesota.

De var emigreret til USA, men lod deres datter, min mor blive hos hendes farmor og farfar i Danmark.

Så danske var min mor og far, og jeg dermed ligeså.

Jeg blev i dåben kaldt Holger.(Denne søndag faldt øvrigt på fars fødselsdag det år.)

Ved mit navnevalg blev der vel trukket paralleller til figuren, Holger Danske, der sidder i kælderen under Kronborg.

Danmark led, tidsmæssigt under det nazistiske åg på femte år.  

At jeg skulle have gjort fra eller til i denne mørke tid, forbyder min beskedenhed mig at tage til indtægt.

Men det må vel have været et lyspunkt for mine forældre med sådan en lille fyr.

Besættelsen hørte dog op den 4. maj året efter, og inden jeg var ét år.

Mine barndomserindringer i tid, kan vel sammenfattes til at strække sig fra mit 4.- 5. år og frem til min konfirmation i 1958, hvor jeg kun var 13 år.

Jeg var stærkt knyttet til mor, som mindreårig, hvad der vel ikke var noget unaturligt i.

Jeg foretog mig ikke noget uden at have mors accept, og altid kun, uden der var den mindste risiko forbundet med det for mit eller min kommende lillebrors vedkommende.

Jeg blev åbenbart tidligt forklaret, at hvis jeg gjorde noget, der kunne indebære en helbredsrisiko, kunne jeg dø ved det.

Da jeg havde blind tillid til mor og hendes udsagn, blev mit løbende spørgsmål som mindre, når hun advarede mig mod en eller fare: "Mor, dør vi så?"

Alt uden, jeg anede noget om, hvad død var for noget.

Men det måtte vel være noget, man for enhver pris skulle undgå.

Så meget forstod jeg dog. Jeg begyndte i skolen april 1951. Et år for tidligt.

En årgang deltes dengang ved 1. juli, og  jeg var født 4. juli.

Jeg skulle egentlig først have været begyndt april 1952.

Men jeg var vel lige så moden som den, der var født 30. juni.

Altså kan mine barndomserindringer sammenfattes til en periode på i alt 9 år.

Vi boede sydligst i sognet lige ved skoven og ud til amtslandevejen mellem Svendborg og Ørbæk.

Det oplevede vi børn aldrig som langt ude på landet.

Tvært imod. Det var verdens centrum.

Det var der tingene skete. Der var mange naboer.

Efter at bilen var blevet en del af vor familie, gav den os siden hen let adgang til den omliggende verden.

Efter de obligatoriske syv år, var min børneskolegang slut.

Jeg gik kun i skole hver anden dag i friskolen. Det var kotyme i de små skoler på landet i 1950´erne.

Vi havde vel af timer, hvad der i dag ville svare til en samlet skolegang på 4 - 5 år!

Men den basale undervisning i dansk, regning og historie, skortede det ikke på i min skoletid. Dertil kom gymnastik og sløjd.

Et stærkt fundament blev lagt og beredt til yderligere opfølgning.

Ved min konfirmation var jeg nået den første milepæl i livet.

Jeg var jo langt fra voksen, selv om jeg troede det. Det er klart at se for mig i dag.

Når man var konfirmeret, var der en uskreven regel om, at man måtte begynde at ryge.

Det var nu ikke noget jeg selv eller mine forældre, syntes var nogen god ide at begynde på.

Og jeg lyttede meget til min mor og far.

Selv efter jeg kunne stå på egne ben, blev jeg aldrig ryger.

Som nævnt var jeg bare tretten år, så det havde nok set lidt for provokerende ud med en smøg i flaben.

Fra mit 14. år gik jeg som karl under kommando af min far og min farbror Oluf, da vi havde farfars gård, "Sandager Skovgaard"  i Gislev sogn i forpagtning ved siden af vort eget landbrug i Svindinge.

Fra da af, trådte jeg lige så stille ud af barndommens trygge, men bestemte og faste rammer og ind i en voksenverden, der for mig var helt ukendt.

En verden jeg ikke gjorde mig nogen forestillinger om hvad indebar, og hvordan den i øvrigt ville forme sig for mig.

 

Sproget.

Da jeg som nævnt er vokset op på et landbrug i efterkrigsårene, vil det naturligt sætte nedenstående linjer i lys af dette.

Det vil ligeledes give sig udtryk i både mit skrift - og billedsprog.

Jeg er vokset op med heste, grise, køer og, ikke får, men høns, mange høns.

Jeg blev hurtig fortrolig med årets gang i hus, stald, mark, have og skov.

Disses cykler blev alt sammen en del af mit liv, en naturlig del.

At have næse for vejret og dets skifter, betragter jeg som en gave at have fået.

Vel egentligt noget naturligt som barn på landet.

Egnen jeg voksede op på, bar i den tid stærkt præg af den østfynske dialekt.

Sognets beboere efter 2. verdenskrig, levede og arbejdede endnu på landet eller i landsbyen.

Gårde og husmandssteder lå spredt i hele sognet.

Familierne levede og arbejdede på disse landbrug.

Når børnene havde gået de pligtige syv år i skole, kom de ud at tjene som karle og piger, oftest ved bønder.

Man giftede sig endnu stort set inden for samme sociale stand, hvorfor dialekten eller sproget ikke udsattes for store ydre påvirkninger.

Radioen (Statsradiofonien) sendte kun på to programmer i 1950erne.

Stoffet i udsendelserne var aldeles nøgternt.

Korte nyheder og vejrudsigt, tre gange dagligt samt lidt lettere populær musik og radioteatre.

Det var hvad danskerne kunne underholde sig med over radio sidst i 1940erne og 1950erne.

Det var på samme tid, hvor cykelsmeden samtidig var radioforhandler og reparatør af disse modtagere.

Mor talte som voksen ikke helt denne brede østfynske dialekt, selv om hun var vokset op med den.

Hun havde som ung tjent Baronen på Valdemars Slot og to forskellige grosserere i København, og vidste godt, hvordan det danske rigsmål lød.

Mor indrettede sit sprog, alt afhængig af, hvilke mennesker hun havde for sig.

En egenskab jeg har fået ind med modermælken og selv har benyttet mig af igennem årene.

Når mor var i blandt egen familie og slægt, slog hun over i denne østfynske dialekt, som alle i det lag snakkede. (Talte.)

Far talte i højere grad den midtfynske dialekt. Den var mere nasal.

Han kaldte den ægteøstfynske dialekt gammeldags.

Hvad han så end mente med det.

Far ændrede aldrig sin midtfynske dialekt. Det fandt hverken vi børn eller vore børn  noget mærkeligt i.

Det var først, da mor og far fik oldebørn, at disse hæftede sig ved dette ejendommelige og lidt sære sprog.

Der var mange ukendte ord og vendinger, oldebørnene ikke helt var med på.

Kun en å skilte ellers de to sogne, Svindinge og Gislev, og de to dialekter.

Men fra gammel tid og indtil nu havde det sprogmæssig betydning.

Mor prægede os sprogligt, naturligt nok, i højere grad end far.

Men i skolen fandt vi det helt naturligt at ordene i dansktimerne udtaltes og blev skrevet efter retskrivningsreglerne.

Når vi så kom ud i frikvartererne, slog vi straks over i dialekten.

 

Vort og vores. (Vorses)

I det kommende vil jeg til stadighed omtale fars og mors ejendom og ejendele som vores.

Dette krævende lille stedord brugte vi børn i flæng, når vi til omverdenen skulle gøre rede for vores families daglige gøren og laden og om løsørets omfang og tilstand.

Om det var en ko eller et æbletræ snakken faldt på, var det vores.

Senere da far købte bil og traktor, blev disse genstande også vores.

Nogle hævder, har jeg læst og ladet mig fortælle, at erindre episoder fra de var 2–3 år, eller endda tidligere.

Det kan jeg ikke matche.

Det nogen tror er erindringer, er vel snarere begivenheder, der af forældrene er fortalt så ofte, at de billedligt fæstner sig i barnets bevidsthed, og de opleves som virkelige hændelser i de første år af ens liv.

Men enkelte episoder fra jeg var 4 år, kan jeg da huske.

Det skulle så være fra 1948.

 

 Tiden.

Mor og far blev gift i slutningen af perioden af den tyske besættelse af Danmark.

Hele denne periode varede fra 9. april 1940 til 4. maj 1945 om aftenen.

Krigen medførte under, men også adskillige år efter, mange restriktioner og besværligheder for danskerne.

Mange vigtige dagligvarer var rationerede, ligesom brændsel var det til længe efter krigens afslutning.

For os i dag så selvfølgelige ting som kaffe og sukker var rationeret til oktober 1952, brød, gryn, smør og margarine til november 1950.

Cykeldæk og gummistøvler kunne slet ikke fås under krigen. Man kørte på faste ringe og gik i træskostøvler.

Tekstiler og fodtøj var mangelvarer. Tøjet blev vendt og syet om. Hele familien gik i træsko til daglig.

Indendørs brugte man sivsko, sutsko eller kludesko. Det var sko, der var flettet i halm eller syet af gamle klude.

Gamle klude, heste-og kohår samt gammelt jern var i høj kurs under og efter krigen.

Der var mennesker, der levede af at køre omkring og samle disse råstoffer op med videresalg og genbrug for øje.

Men livet gik sin gang, også under krigen. Der blev født rigtig mange børn i de sidste krigsår, inklusive mig selv.

Jeg var således 7-8 år, inden de sidste krigsrationeringer faldt bort.

Mor havde disse farverige ark med rationeringsmærker liggende i køkkenbordets skuffe.

Der skulle klippes mærker ud af arket og afleveres, når hun modtog varer til sin husholdning.

Tildeling af mel og gryn til den enkelte familie, lå i sognerådets hænder forstået på den måde, at det var sognerådsformanden, der i det daglige administrerede ordningerne.

Mor måtte cykle de to km. til sognerådsformanden, Laus Lausen for at få mærker i takt med at familien voksede.

Mor og far måtte navigere imellem rationeringer, påbud og forbud under og efter krigen.

Alle disse omtalte daglige besværligheder, var der ikke noget at gøre ved og derfor unødvendigt at bruge så meget tid på at snakke om.

Det til trods, var det vel netop disse vilkår, snakken mest faldt på mand og mand imellem i disse år.

Vilkårene var jo ens for alle danskere.

"Krigshandlinger og soldater mærkede vi ikke noget til," svarede de, når vi som større børn spurgte ind til dette, for os spændende emne.

Der var generelt ikke tyske soldater i landsbyerne på  landet.

Da vi blev større, hørte vi om enkelte navngivne frihedskæmpere i vort naboområde.

Mænd der var med i modtagegrupper for englændernes nedkastede våben.

De havde på et tidspunkt måttet gå under jorden under krigen.

Det var nu lidt uhyggeligt at høre om.

Boede de så i en jordhule?

 

Fars og mors planer.

Inden det var kommet så vidt som til bryllupsplaner for mine forældre, havde det længe ligget i kortene, at far skulle fortsætte driften, og siden at overtage sit fødehjem ”Sandager Skovgaard,” når farfar og farmor var parate til at gå på aftægt.

Min farfar var 69 år, mens farmor var 7 år yngre, da mor og far skulle giftes.

Far havde været hjemme i gården en del år som karl og de sidste 7 - 8 år som bestyrer for sine forældre.

De fleste år forløb dette forhold mellem forældre og søn uden nogen egentlig aflønning, udover kost og logi, Vel med det for øje, at far skulle tilgodeses økonomisk ved endelig overtagelse af gården i forhold til sine søskende.

Disse fremtidsplaner, hvor far og mor skulle dele hus med fars forældre, var ikke ligefrem mors kop te, men der var ikke rigtig noget alternativ.

Indtil videre ville det være min farmor, der skulle forstå husholdningen i det store stuehus med de 18 fag og fire skorstene, og mor kunne så gå som den unge kone, der tilmed allerede ventede sig.

Uselvstændig følte mor sig vel allerede inden brylluppet.

Men brylluppet blev bestemt.

Så langt så godt.

 

Det blev hverdag.

Efter brylluppet flyttede mor så ind til far på ”Sandager Skovgaard,” men samtidig også ind til sine svigerforældre, der endnu ikke var gået på aftægt.

Det blev ikke let for mor at indstille sig på den nye hverdag, tæt op ad svigermor, min farmor.

Mor havde gennem flere år haft frie hænder i selvstændige pladser.

Min farmor var nok svær at komme ind på livet af.

Udadtil mild, beskeden og reserveret.

Hjemme, måske temmelig selvsikker og utilnærmelig for fremmede.

Min mor havde nok lidt af de samme egenskaber som min farmor, beskeden og reserveret og tilbagetrukket. Svær for fremmede at komme tæt ind på livet af.

Sådan to væsner i samme stue eller køkken, skulle vel næsten fra begyndelsen gøre en hverdag sammen umulig. 

Det kan efterfølgende konkluderes, at dagligdagen således blev meget anstrengt og besværlig, konen i gården og den nye svigerdatter imellem.

Det blev i hvert fald meget hurtigt klart, for mor, at livet med de to generationer i gården, på sigt var uholdbar.

Far stod imellem mor og sine forældre, men han fulgte heldigvis mor i hendes syn på sagen.

Jeg husker kun min farmor fra nogle få lejligheder, hvor hun og farfar besøgte os.

Jeg har været 5-6 år. Jeg var langt fra fortrolig med hende, husker jeg.

Farmor døde det følgende forår.

Så noget indtryk har jeg ikke fået af min farmor.

Alternativt blev der lagt planer og udarbejdet tegninger til opførelse af en helt ny ejendom til far og mor på et frastykket areal af ”Skovgaards” jord.

Der skulle far og mor så virke, indtil farmor og farfar ville trække sig helt tilbage.

Mor så her for sig, at far skulle have sit daglige arbejde på gården, mens mor skulle passe husmandssted og børn.

Disse planer blev dog aldrig ført ud i livet.

Hvorfor ikke, skal senere følgende sider vise.

Far og mor besluttede sig for, kort efter brylluppet, at se sig om efter eget landbrug.

Vi befinder os historisk i vinter / forår 1944.

Med deres økonomiske formåen rettede deres søgen sig mod et mindre landbrug.

Far blev nu belært om fortids manglende ordentlige aflønning for den tid, han havde været i sit hjem som karl og bestyrer.

Mor må dog, efter den tids målestok, have haft en pæn opsparing, da hun gennem ret mange år havde oppebåret en god løn som pige i byen og som husbestyrerinde.

Især hendes pladser i København må have været godt aflønnet, men de mange fristelser i form af tøj, sko og forlystelser har vel nok gjort indhug i månedslønnen i hovedstaden.

En del af hendes opsparing er utvivlsomt også gået til brudeudstyr.

Mor fik i 1941 sin fars arvelod efter sin farmor, Severine, stillet i udsigt.

Den skulle tilfalde mor, når hun skulle giftes.

Det gjorde den så i 1944.

 

Appelsin i turban.

Far kørte rundt hele vinteren og så på ejendomme, der var sat til salg.

De ejendomme der kunne honoreres økonomisk, var meget lidet attraktive ejendomme.

De lå ofte ude, hvor kragerne vendte, med dårlige bygninger, jorden af ringe bonitet og ofte tilgroet i kvikgræs.

Driftsbygningerne var samtidig små og uden egentlig mulighed for nogen betydelig animalsk produktion.

Men - fra en uventet kant, faldt der en stor, solmoden appelsin i det unge ægtepars turban.

Den kun to år gamle statsejendom ved Glorupskoven, 1 km. syd for mors hjem ”Hvidkærgaard”  i Svindinge var sat til salg.

Det var mors onkel Ejnar på ”Hvidkærgaard” kommet undervejrs med, og han kontaktede straks mor og far.

Ejendommen var opført som en hestesko med stuehus og stald som paralleller, og med en mellembygning til at forbinde disse med.

Der hørte 12 tønder land letmuldet, næsten flad jord til.

Egnen er flad og relativt højt beliggende imellem to store smeltevandsslugter, nemlig den, mod syd liggende, Stokkebæk Å, ved Gudbjerg og mod nord, Kongshøj Å, der har sin passage under landevejen mellem Kasperbanken og Ørbæklunde-banken.

Ejendomshandlen faldt hurtigt på plads.

Fra 1. maj 1944 kunne far og mor betegne sig som husmandsfolk.

Ikke lige frem den titel og det stade far havde forventet at skulle øve sin manddomsgerning fra.

Et var dog at tilhøre denne klasse af navn, noget andet var at udøve erhvervet, så det hævede sig over dette begreb. Det var vist tidligt fars overordnede mål.

Det skulle vise sig, at det kom til at ske.

Generelt var husmænd på den tid meget forsigtige og konservartive og alt andet end progressive.

Driftsmæssigt skete der stort set ingen forandringer eller fremskridt på disse brug i forhold til dyrehold eller indretning af stalden gennem mange år.

Der taltes, i min barndom, mand og mand imellem, altid om held eller uheld i relation til besætning og avl på marken.

Aldrig taltes der om den enkelte landmands dygtighed eller mangel på samme.

Far og mor flyttede ind med deres få ejendele ind i det, ingen kunne vide, skulle blive deres hjem i kommende 58 – 59 år.

Nu var mor næsten hjemme igen.

De kaldte ejendommen for ”Bøgelund” da beliggenheden var ret op ad Glorups bøgeskove mod syd, såvel som mod øst.

Det var en dejlig nabo at have. Vi havde årstidernes skifte på nærmestre hold.

For os og nabobørnene blev det tillige en herlig legeplads.

Vi byggede hytter, borge og sågar fæstninger.

Som større lå vi løbende i krig med andre børnegrupper fra nabosognet, der kunne finde på at brække vore anlæg ned, når vi ikke var tilstede.

 

Ejendommens beliggenhed.

Vores ejendom var som sagt at betragte som ny.

Den lå som den sydligste landbrugsejendom ved den store landevej i Svindinge sogn.

Helt ind til Glorups bøgeskove, hvortil der bare var 100 m fra vor gårdsplads og have.

Et sted med store herlighedsværdier for voksne som for os børn.

Vi levede op ad skoven som den tætteste nabo, og den blev en fantastisk legeplads for os børn.

Jeg blev født der i den første sommer hvor far og mor kom til maj.

Jeg voksede op der, og skulle få lov til at komme der i de kommende 59 år.

Lige så længe far og mor boede der.

Før 1916 var der slet ikke nogen beboelse så langt ude i den sydlige del af sognet, bortset fra et enligt liggende skovløberhus, samt "Den gamle Skovridergaard”.

Men netop i 1916 blev ejendommen ”Skovsbo” opført til en datter og en svigersøn fra "Vidkærgaard".

Fra "Vidkærgaard" blev der frastykket 12 tønder land, hvilket på den tid var normen for et pænt, stort husmandssted, hvoraf en familie kunne få sit daglige udkomme.

I 1942 blev der frastykket 2 X 12 tønder land fra gården ”Skovly”, der ligger sydvest for disse tre ejendommes jorder.

Af disse to sidst opførte stats-ejendomme købte far og mor, efter deres bryllup, den ene i 1944.

I vort nabolag, der som sagt var et udkantsområde af sognet, boede der altså yderligere fem familier.

Tre små landbrug lå på en pæn række vest for landevejen, og "Skovløberhuset" på modsatte side af vejen, lige over for den mellemst-liggende ejendom.

Længst mod syd "Den gamle Skovridergaard,” hvor Warbergs boede.

Nede bagved lå så Skovly.

I naboejendommen boede Hans Jacob og Helga.

De var på alder med far og mor, og de fik 3 børn. Den ældste, Heine var på min alder. Vi kom til at gå i skole og til præst sammen og fulgtes altid ad på cykel.

I Skovløberhuset bestod familien af Aage og Margrethe og deres tre børn, en ældste søster og to drenge, Frede og Preben, der var jævnaldrende med mig og min lillebror, Gunnar.

 

Svindinge sogn.

Svindinge er mod vest nabosogn til Gislev, hvor min far var vokset op.

Sogneskellet, der samtidig er skel til det midtfynske er, Sorte Å.

Den har sit udspring i Ellerup Sejet i Gudbjerg sogn og løber vest om Brænderup og nordpå til Lamdrup 1 km vest for Svindinge.

Efter yderligere nogle få km støder Sorte Å til Kongshøj Å syd for Ørbæklunde.

Nærmeste station for Svindinge var Øksendrup med forbindelse til Svendborg og Nyborg, mens rutebilen forbandt Svindinge med Odense og Svendborg ad amtslandevejen.

Svindinge var i min barndom en typisk landsby for denne efterkrigstid med håndværkere og detailhandlende.

Svindinge kirke med sit betydelige tårn og blytækkede spir, hæver sig så stærkt der på den lille bakke ved skolen oven for gadekæret.

Kirken, der i vid omkreds er synlig, blev færdigbygget i 1578 af Christoffer Valkendorf til Glorup. (1525 - 1601.)

Landsbyen med dens 30 gårde blev udskiftet i 1805.

Udskiftningen efterlod 10 gårde i selve byen, som alle var i drift i min barndom.

De øvrige gårde lå med 10 i den nordlige del af sognet, og 10 gårde lå i den sydlige del.

Det var her på den østligste del af ”Spangmarken” vores ejendom var blevet opført i 1942, efter at statens jordlovsudvalg havde udskilt 2 x 12 tønder land fra gården ”Skovly,” der på det tidspunkt havde været i fri handel.

Fra gammel tid havde denne yderst beliggende jord fra landsbyen ligget som fælles overdrev.

Arealerne støder op til Glorups skov vest for landevejen, kaldet ”Indhegningen.”

Et areal der endnu inden udskiftningen ikke blev dyrket, dertil lå det for langt fra landsbyen

Det lå med vild flora, buske og småtræer, og blev kun anvendt til fælles afgræsning under byhyrdens overvågning.

Der var siden udskiftningstiden, udparcelleret mange husmandsbrug fra gårdene i sognet.

Mange smålandbrug opstod, når der var flere søskende, der skulle deles om slægtsgården.

Ligeledes blev der i forbindelse med lensafløsningsloven og lovgivningen om oprettelse af husmandsbrug i 1919 oprettet mange små brug.

Disse mindste brug blev kun kortvarigt grundlag for en families udkomme. Altså i godt og vel én generation, til sidst i 1950erne.

I Svindinge var landbruget hovederhverv i 1940erne og 50erne og fyldte derfor endnu meget i sognets erhvervsbillede.

Mange familier havde deres udkomme ud af dette erhverv.

Mange børn voksede endnu op på landet 1950er og 60erne.

Håndværkere og handlende var også på deres højeste, beskæftigelsesmæssige niveau efter krigen. Fra 1970erne gik det stærkt tilbage. Det var i samme takt som husmandsbrug og de mindre gårde ikke længere kunne brødføde en familie og forsvandt som erhverv.

Arbejdspladserne skulle nu findes uden for sognet, og indkøbene blev i stigende grad også gjort udensogns, hvor Ørbæk ligger tæt på.

Denne udvikling, der er blevet forstærket i de senere årtier, har gjort de fleste landsbyer til sovebyer.

Det gælder også Svindinge.

Den har dog sin kirke, skole, forsamlingshus og foreningsliv.

 

De fysiske rammer.

Kun en markvej til gården ”Skovly” skilte vores ejendoms jord fra bøgetræerne i brynet af Glorupskoven mod syd.

Glorups enemærker er omkranset af lange stengærder, der er sat op af indsamlede sten fra hovedgårdsmarken og bøndernes marker på foranledning af Christoffer Valkendorf på Glorup tilbage i det 1600 århundrede.

Dette stengærde for enden af vores mark mod skoven, brugte vi som bænk igennem årene, når vi skulle have rettet ryggene og hvile lidt, inden vi igen tog fat på roerne, ad de lange, smalle agre.

Ejendommen far og mor overtog, fremstod nydelig med pudsede og kalkede ydermure i cremefarve.

Tagene var tækket med rød vingetegl, der trods produceret under krigen, skulle vise sig at være særdeles holdbare.

Selv om ejendommen kun var to år gammel, da far og mor købte den i 1944, var den bygget med en indretning af beboelse og stald, efter en plan og nogle principper, der allerede hørte fortiden til.

Bygningerne var indrettet traditionelt gammeldags, trods det at en ny tid stod for døren.

Det var der dog ingen, der havde øjnet i disse krigsår, hvor ejendommen blev bygget.

Det havde nu også noget at gøre med, at det var en ejendom, der var opført med et skrabet budget og med statslån.

En del af rummene i stuehusene i tidligere tider benævntes ikke som værelser, men som kamre. Det gjaldt de uopvarmede rum.

Eksempelvis: Spisekammer, sovekammer, pigekammer, karlekammer og roekammer.

Stuehuset hjemme, var opdelt i fire næsten lige store hoved-rum.

Der var tillige et spisekammer og derunder en kælder.

Der var ikke indlagt vand, for slet ikke at tale om badeværelse.

Der var selvfølgelig brændekomfur i køkkenet og en kakkelovn i hver af de to stuer. Sovekammeret kunne ikke varmes op, men da det var lige ved siden af køkkenet, kom der varme derfra, når døren var på klem.

Mellembygningen indeholdt bryggers med gruekedel, der aldrig blev omtalt som  andet end, bryggekedlen. Det var en benævnelse både far og mor havde taget med sig fra deres respektive hjem, hvor de begge steder bryggede øl.

Hjemme blev der aldrig brygget øl.

Der var i samme bygning gammeldags toilet og brændehus.

Hjemme blev toilettet aldrig benævnt med gloserne lokum eller das.

Rummet blev altid benævnt som WC, hvilket var noget misvisende, da der som sagt ikke var indlagt vand.

Men der var ingen grund til at trække sproget helt ned i sølet.

Hele førstesalen var uudnyttet de første 5 år, hvor der blev indrettet et pigekammer til tjenestepigen. 

Loftet på mellembygningen, blev kaldt pulterkammeret. Og det var det også, og ikke andet.

Igennem årene kom det til at indeholde alt fra udtjente dyner, gamle madrasser, rejsekiste i strå, barnesenge, aflagte rullegardiner fra mørklægningstiden, et par galocher og arvede bøger efter "bedstemor og bedstefar" i Ellerup, suppleret med en del bøger og hæfter fra Frk. Warbergs.

Der stod imellem alt dette også altid en 4-hullet musefælde, spændt op med bjørnetråd.

Der var jævnligt gevinst. Det var et af mine gøremål som dreng, at efterse og lade musefælden.

Det var også på pulterkammeret, ande - og gåsedun blev opbevaret i nogle gamle dyne- og hovedpudebetræk.

For ikke at glemme fjervingerne fra gæs og ænder, der blev bundtet og hængt op ved et spær.

Disse sidste var uundværlige til diverse gøremål.

De blev brugt, lige fra fjernelse af spindelvæv i snævre kroge, til tømning af såmaskinens såkasse, når forårssåningen var tilendebragt.

En fjervinge blev ikke kasseret, før der ikke var andet end selve stråene tilbage.

Mange år efter, far og mor var holdt op med fjerkræ, havde de stadig en beholdning af fjervinger i pulterkammeret.

Fra stuehus kunne vi gå igennem mellembygningen og ind i stalden foran hestene.

Det var vældig praktisk og behageligt, især om vinteren, hvor vi så skulle udendørs.

Det var noget far satte pris på.

Jeg har et foto, hvor mor står i bryggersdøren med os to smådrenge 2½ og ½ år, i foråret 1947.

Det viser en gårdsplads, fyldt op med sne i halve og hele meters højde, og der er ikke skovlet sne fra dørene.

Det var som nævnt heller ikke nødvendigt for at komme i stalden.

Der var spiltov til to heste.

Når far så til dyrene i stalden inden sengetid, blev hestene fodret af  klokken ni.

De fik et par hele roer i krybben og halmhækken fyldt op.

I modsatte side af hestene havde køernes deres båse.

 

Staldene.

Det var stadig en tid, hvor de enkelte bygninger blev omtalt som huse.

Det gjaldt dog ikke for plads til hestene. Det var helt enkelt bare ved hestene.

Disse staldafsnit til køer og grise blev så på vores østfynske til Høvse, og i bestemt form Høvset.

Kostald var kohøvset. Svinestald var grishøvset. Hønsehus var hønshøvset.

Far snuppede disse ord af og sagde Hønshøvst. Men han var jo også fra Midtfyn.

Rummet til opbevaring af roer, kaldtes hjemme for roehuset. Andre steder kaldtes det for roekammeret.

Hjemme var hestestald og kohus ud i ét, og udgjorde sammen med roehuset den nordre halvdel af længen, når vi ser bort fra den gennemkørselsporten  på tværs af bygningen.

I modsatte ende af bygningen, på den anden side af gennemkørselsporten, var svinestald eller Gris-høvst som det altid kaldtes hjemme.

Der var 3 stier! Det var bygget efter husmandsskala i 1940´erne.

 

Besætning.

Sammen med ejendommen fulgte der også løsøre med i handlen.

Der var to spiltov med en hest i hver. Det var Jyske heste.

I kohøvset, var der 6 - 7 stader, eller båse som vi sagde.

Der var ved overtagelsen 3 køer, 3 kvier og 2 kalve. De var af Rød dansk Malkerace.

Fyn var jo kendetegnende ved at været base for den Røde danske Malkerace.

I gamle dages kaldtes den for Ryslinge-racen.

Køerne var bundet op i klover, halsjern med et legne, der i et rendejern i siden af båsen kunne dreje rundt og løbe frit op og ned.

To køer delte en bås, der passede til Røde køers størrelse.

I svinestalden var der kun dyr i to af de tre stier ved overtagelsen.

1 so og 2 ungsvin var fulgt med i ejendomshandlen.

Det var alt sammen til at overse og kunne næsten kun gå fremad.

Det gjorde det således også ret hurtigt.

En besætnings størrelse skulle stå i forhold til ejendommens jordtilliggende.

Man regnede på den tid med, at een ko plus / minus ungkvæg krævede i alt een tønde land roer, græs og lucerne.

Ejendommen hjemme på 12 tønder land havde i årlig omdrift 3 tønder land med roer og tre tønder land med græs, plus ½ tønde land lucerne/vedvarende græs.

Det vil altså sige, at der på ejendommen med de 12 tønder land, skulle kunne holdes 6 køer plus/minus ungkvæg.

Disse teoretiske forudsætninger og rammer brød far hurtigt ud af.

Han øgede relativt hurtigt antallet af køer til 8 og senere til 10.

De røde køer blev tidligt skiftet ud med Jersey, hvor en af bevæggrundene var, at de mindre køer også krævede mindre fodervolumen. samtidig eksisterede kælvningsbesvær aldrig i jerseybesætninger. Altså en mindre udgift til dyrlægen.

Svinebesætningen bevægede sig også relativt hurtigt ud over den oprindelige ene so og få grise og til 6-7 søer.

Denne, på papiret for store besætning betød, at vi i at den tid, jeg husker tilbage, altid var i bekneb for roer, halm og avner til kreaturerne og halmstrøelse til søerne.

For slet ikke at tale om hø, der efterhånden ikke blev plads til i sædskiftet.

Til svinene blev den sparsomme egne kornavl suppleret med indkøbte foderemner hos Laur. Hansen i Ørbæk.

Foder til de efterhånden mange høns måtte også indkøbes.

Jeg kan huske far købte hel majs og milokorn til hønsene, når der var lønsomhed i det. Milokornet blev malet på kværnen og supplerede æglægningsfoderet.

 

 

Marken.

Jordtilliggendet var lagt i syv skifter á 1½ tønder land!!!

Den korteste kilede ager på ½ tønder land ud til landevejen lå altid i vedvarende græs.

Den gik i daglig tale under navnet, Trekanten.

Der kunne hestene gå og måske et par kvier.

Far benævnte da også disse små marker, somværende kun et bed.

Men da alt arbejde blev udført med hest og håndkraft, skal alt ses i dette perspektiv.

Vendingen et bed opfattede jeg til langt ind i min voksenalder som et areal, der ikke var større end et bed i haven og altså hurtigt, arbejdsmæssigt at være bragt til en side.

Den egentlige betydning skal søges i den gamle udmåling af et stykke arbejdes varighed, eller vejs længde mellem to klokkeslæt eller spisepauser.

I gamle dage talte man om at bede, altså at spise og hvile, når der var gået et vist antal timer (et par timer) Mand og hest skulle bede, når der var gået en bestemt tid.

Mad, drikke og hvil er jo forudsætningen for al ny energi.

Der blev ligeledes bedet, når heste og køretøj havde tilbagelagt et vist stykke vej.

Kroerne lå i gamle dage med en indbyrdes afstand af 1 mil, så når man havde tilbagelagt et par mil, var det vist tid at bede for hest og mennesker.

Denne lange udredning fik jeg aldrig af min far.

For ham var det hele vel en selvfølgelighed.

Jeg vil tro, vi med hest, kunne harve 1 tønde land mellem frokost og middag, mens pløjning af samme areal vel tog et par dage.

Så der indtraf mange frokost og middagspauser i det arbejde.

Når jeg nu er ved de gamle udtryk, skal dette, jeg er vokset op med, lige med.

Når far skulle beskrive menneskers bosted, der lå endda meget langt ude på marken, altså i den yderste afkrog, sagde han, de boede ude i peins æe. Det er midtfynsk dialekt.

Vi vidste godt hvad dette begreb dækkede, men det er først langt op i min voksenalder, jeg egentlig er stoppet op og tænkt over, hvad det var han egentlig sagde.

Ein pein, er lig med en pind, mens æe, er lig med ende.

Altså er det dialektiske begreb oversat til rigsdansk, Pinds ende.

Det er den yderste ende af en pind, altså så langt, du kan komme i den retning.

En meget anskuelig og logisk lære.

Jeg så et vejskilt et sted på Vestfyn til Pinds-ende i 2011!

Det var altså en virkelig stedbetegnelse og ikke kun et begreb.

Så fik jeg da sat det på plads.

Måske er der flere Pinds ender i landet?

Disse gamle udtryk far hermed bragte videre fra sin far til sin søn, kendes stort set ikke i dag.

Jeg vil dog fortælle mine børn om disse begreb.

Om de vil viderebringe dem til deres børn, er op til dem.

Men hvad kan de bruge det til i disse GPS-tider

Det tjener nok ikke noget egentlig formål, nu da den gamle dialekt er på vej ud af sproget.

 

 

 

Udgangspunkt.

For at få de økonomiske ender til at nå sammen, kørte far en mælketur de første to år efter de var gift.

Far og mor var uden nævneværdig startkapital, og besætningen på ejendommen kun lille, så alt i landbruget tog sin begyndelse fra et meget lavt niveau.

De egentlige indtægter fra landbruget var således meget små.

Med mælketuren in mente, kneb det med at overkomme det hjemlige markarbejde i sæsonerne.

Ved udtyndingen af roerne på de 2  x 1½ tønder land, og det svære arbejde i høsten, måtte far tage en daglejer til hjælp.

Der var småhusmanden Hans Sohnesen i Gislev Dong,

Han gik ud på dagleje for at supplere indkomsten fra sit eget lille landbrug.

Ham benyttede far en hel del, de første år de var gift.

En daglejers løn var sidst i 1940erne 6 kr. om dagen plus kosten!

Det skal dog sammenlignes med, at 1 rugbrød leveret af bageren kostede 1 kr og 16 øre.

Fisk på bordet for 2 personer, 1 kr. 60 øre.

En tønde byg kostede 60 kr. i 1945.

Både under 2. verdenskrig, men især efter, steg efterspørgslen af landbrugsvarer kraftigt.

Ikke alene i Danmark, men også i den grad i Europa, stærkest med Tyskland som den nærmest umættelige aftager af flæsk.

England var den store aftager af dansk bacon, lurmærket smør og æg.

Det betød, at danske forarbejdede landbrugsvarer kunne afsættes lige så hurtigt, de kunne produceres og forædles, og endda til meget gunstige priser.

Bytteforholdet mellem landbrugsvarer og hjælpestoffer var endnu fordelagtigt for landbruget.

Samtidig nød landbruget godt af den, endnu ikke, begyndende lønstigning inden for håndværk og tjenesteydelser.

Disse gode vilkår holdt til sidst i 50erne, hvor Danmark mødte stigende toldbarrierer fra "De Seks", som var "Kul og Stålunionen" (Frankrig, Benelux, Vesttyskland og Italien) dannet i 1952 med samordnet energi- og landbrugspolitik og målsætninger.

 

Fars mælketur.

Som supplement til de sparsomme indtægter som det lille landbrug den første tid kunne kaste af sig, havde far budt ind på en mælketur til Gislev Andelsmejeri.

Og han fik den. Ingen andre ville åbenbart køre den tur til den pris far tilbød.

Den var et stort økonomisk tilskud til det udbytte, den lille bedrift kunne kaste af sig i begyndelsen.

Turen gik over Gislev Dong og Havrevænget, igennem Holme og til mejeriet 1 km. vest for Gislev ad hovedvej 8 på vej til Trunderup.

Vores ejendom lå ikke i denne mejerikreds.

Turen var lang, hjemmefra over 10 km, men de første mælkejunger skulle først læsses på vognen ved Uldhuset hvor Sorteå skilte Gudbjerg og Gislev sogne.

Det var påkrævet med to heste for at trække den tunge mælkevogn. Den havde særlig svære hjul og et solidt lad af tykke planker, der kunne modstå mælkejungernes skarpe bundringe ved på-og aflæsning.

Vognen stod under et halvtag 1½ kilometer sydvest på, ad markveje ved Jens Espen i Dalsgård,

Så derfor gik eller red far hestene til og fra vognen der.

Mælken fra vore egne køer skulle jo gå til Ørbæk mejeri, hvor far var andelshaver.

Turen gik over Gislev Dong og Havrevænget, der var egnen mellem Brænderup og Holme ved Gislev.

På enhver størrelse landbrug havde man dengang køer og derfor også mælkejunger med mælk til mejeriet.

Hjemme brugtes ikke ordet, junge, men i stedet for det lange ord, transportspande, eller bare spandene. (Læs: Spå-ne.)

Hver mælkekusk havde sin tid, hvor han skulle være ved mejeriet med mælken ved indvejningsrampen og levere spandene ind.

En mejerist tog låget af spandene, og en lille skvat mælk blev taget op til mejeriets analyse af mælkens kvalitet.

Derefter tog 2 mejerister i hvert et øre af spanden og hældte mælken i indvejningskarret.

Når vognen var tømt for de fyldte spande, gik hestene med vogn frem til udleveringsrampen, eller så langt, at den næste mælkekusk kunne få sine spande læsset af.

På ingen tid var fars spande blevet fyldt op med returmælk, skummet-og-syrnet mælk og valle og klar til læsning på vognen.

De fleste andelshavere havde en såkaldt mælkekurv, og nogle gange om ugen, gik den med på mejeriet for at bringe kærnemælk, smør og ost hjem til de enkelte husholdninger.

Husmoderen udfyldte en side i en lille bog med en ordre og sidekopi til afrivning på mejeriet.

Det holdt styr på debet og kredit, når mælkeafregningen 1 gang om måneden kom til udbetaling hos andelshaveren.

Hjemme kaldte vi dette lille hæfte for Smørbogen.

Vort andelshavernummer til Ørbæk Andelsmejeri 248, var påtrykt smørbogen.

Det var et eftertragtet gøremål for os unger, at få lov at krydse felterne af ud for de respektive mejerivarer på de 2 lapper i hæftet, f. eks. 2 kærnemælk, ½ pund smør og 2 pund ost.

Det var helt almindeligt på den tid, at bede mælkekusken om at gøre visse ærinder for sig i byen, når han nu alligevel var der.

Far gjorde sådanne ærinder for andelshaverne i Gislev, mens han kørte mælketur.

Det kunne være i brugsen, ved sadelmageren eller rullekonen, der alle lå på hans vej.

Det gav ham således en lille sideskilling til selve mælketuren.

Årets 365 dage, i al slags vejr, skulle far køre denne mælketur.

I vintertiden var det særlig hårde betingelser for far og hestene.

På vej til mejeriet skulle Holmelundsbanken passeres for nedadgående.

Den er meget stejl, nok 9-10 %.

Men også for opadgående på vej hjem, var det vigtigt at hestene kunne få skoene i underlaget.

Var der isslag eller sammenkørt sne, krævedes det ikke alene at hestene var godt skoet, men skoene skulle broddes, eller som far sagde, brøjdes.

Det var særlige søm, hvor hovederne ikke gik helt op i skoene som de almindelige hesteskosøm gjorde.

Da holdt far ind ved smeden i Holme, der lå på hans vej, og fik dette arbejde gjort.

Hestene fik på den måde godt greb i underlaget, når der virkelig skulle trækkes på hammel eller holdes på stangen i det bakkede terræn.

Der var dog også bremseklodser på vognen.

På et tidspunkt fik far påmonteret et læskur på vognen.

Det gav ly for regn og blæst, men kønt var det vist ikke.

Jeg har engang været med på en tur i sommeren 45, fortalte mine forældre. Det husker jeg af naturlige årsager som 1½ årig ikke noget om.

 

 En morgen med fatale følger.

En mørk morgen i december 1945, hvor natten havde bragt sne, isslag og stærk blæst over landskabet, gik far sin sædvanlige tur med hestene mod mælkevognen ved ”Dalsgård.”

Markvejen var mere eller mindre udvisket af uvejret, men skimtes kunne dog elmasterne langs vejen, der førte elforsyning fra ”Spanggård” til ”Skovly”.

Hvad far ikke kunne vide, var at de strømførende ledninger, på grund af tung sne og overisning i nattens løb, var bristet og lå på jorden og dermed også på markvejen.

En af hestene trådte på de strømførende ledninger med sine sko, og styrtede straks til jorden. På samme tid mærkede far en kriblen af strøm igennem tømmen, der heldigvis endnu var tør.

Han gav straks slip på tømmen, og var klar over, hvad der var på færde.

Den anden hest fik, via seletøj og liner, men vel også igennem den anden hest, strøm igennem sig, men kom åbenbart fri af den liggende dræbte hest.

Far løb efter hjælp, og naboer sørgede for at strømmen kunne afbrydes ved transformatoren i nærheden.

Gården, hvor mælkevognen stod, måtte køre mælketuren denne skæbnesvangre morgen.

Far fik ved naboers hjælp den overlevende, men lammede hest ført hjem i stalden og dyrlægen blev tilkaldt.

Hesten havde imidlertid fået så stærk strøm igennem sig, at skaderne var uoprettelige.

Den kunne ikke kontrollere sine bevægelser, led af kramper og ville ikke tage føde til sig.

Den havde sin plads i spiltovet yderst mod væggen til gårdpladsen.

Det følgende døgns tid, blev den dårligere og kunne kun ligge på siden.

Med krampeagtige bevægelser, sparkede den et stort hul i bagmuren.

Hesten blev derpå slået ned.

Mange år efter stod denne beskadigede mur, stadig urepareret, og mindede far om den fatale morgen, vi kun havde hørt om.

Hestene var forsikrede, men indtil et par nye kunne erhverves, måtte far låne sig frem for at køre mælketuren.

Skæbnen ville, at far lykkeligvis skulle komme fra denne hændelse uskadt.

Han var nygift med en lille dreng på 1½ år og en mere i vente.

Hestene var forsikrede, men der var 20-25 % selvrisiko.

Far købte kun èn hest og lånte sig til den anden hos sin far på "Sandager Skovgård."

Far stoppede det kommende forår med mælketuren til Gislev efter ca. 2 år.

Derefter havde han kun brug for èn hest.

Den klarede markarbejdet i det lille landbrug, der var af en, ikke særlig svær jordtype.

Jeg kan således kun huske, vi havde én hest. Det var "Tulle."

 

Mor fortalte.

Far og mor satsede fra starten på en hel del fjerkræ. Og det greb med årene om sig.

Det gjaldt kyllinger og høns, men også ænder og gæs.

Gæslinger krævede særlig opmærksomhed i begyndelsen af deres liv.

De tålte ikke regnvejr så lang tid, de kun havde dun på kroppen.

En gennemblødt gæsling var det samme som en forkølet gæsling med fare for noget værre og dødsfald.

De var så dumme ikke selv at søge i tørvejr, selvom der var mulighed for det, hvorfor deres mennesker måtte drive dem indendørs.

Følgende episode om gæs husker jeg ikke selv.

Jeg har været omkring 3 år, da jeg var overladt alene i de nyindkøbte gæslingernes nærhed.

Måske var der tøjret en skrukhøne, der var deres plejemor, og som de holdt sig til.

Jeg ville åbenbart i nærkontakt med en af gæslingerne, og det lykkedes sandelig uden at komme i nærheden af hønen, der ellers nok skulle have forsvaret den.

Jeg fik et fast greb om  gæslingens hals. Jeg bar rundt på den en tid, hvorefter jeg gik om på gårdspladsen.

Gæslingen var for længst holdt op med at sprælle med benene.

Jeg gik derpå ind til mor i bryggerset med gæslingen den med disse ord: ”Gæssi død."

Og det var den.

Jeg husker ikke selv denne, min brøde.

I mine første par leveår, var eneste eget transportmiddel for mine forældre, cyklen.

Sognet var de første år efter krigen stort set uden personbiler.

De biler, der havde været klodset op under krigen grundet benzinrationering, var endnu ikke kommet ud at køre igen. Nogle kom det aldrig.

Læge, dyrlæge og jordemoder, som der i øvrigt ikke var nogen af i Svindinge efter krigen, fik tildelt benzin.

Rutebil var kommet i gang, der forbandt Svendborg og Odense, via Svindinge og Ørbæk.

Så der var egentlig gode forbindelser til byerne til indkøb, Svindinges handlende ikke kunne indfri.

 

Egne tidlige minder.

Vi havde ung pige i huset hjemme i kortere perioder i 1949, 1950 og 1952.

Mor havde lidt af dårlig ryg med iskiassmerter, vel siden Gunnars fødsel.

I foråret 1949 var det pigen Solveig der var hos os, for at aflaste mor. Da var jeg godt og vel 4½ år.

Mor og far skulle ud en aften, så pigen Solveig skulle se efter min lillebror Gunnar og jeg.

Vi opholdt os i køkkenet, og inden vi skulle i seng, gik pigen ind igennem begge stuer og op i entreen, der hjemme blev kaldt gangen.

Der iførte hun sig en af fars frakker, hat og stok og kom larmende tilbage til stuen, hvor vi to drenge nu befandt os. Det var halvmørkt, så selv om, i hvert fald jeg vidste, det var Solveig, blev vi utrygge ved situationen og slemt forskrækkede. Gunnar var ikke mere end 2½ år.

Han begyndte at græde, hvilket der ikke var noget at sige til.

Pigen blev klar over sin upædagoiske optræden og afførte sig kostumet, og trøstede os.

At dette virkelig var en episode  jeg husker, og ikke noget mine forældre siden har fortalt.

Af den simple årsag, mor og far slet ikke var hjemme.

Jeg tror ikke, de nogensinde fik noget at vide om den episode.

Disse piger var nogle, der var kommet i særlige omstændigheder og via Fødeklinikken i Gislev blev anvist lettere husgerning inden de skulle barsle.

 

Tærskeværk på loftet.

En episode jeg tydeligt husker glimt fra i min tidligste barndom.

Jeg har været omkring 5 år.

Far havde besluttet at tærskeværket skulle løftes på loftet

Tærskeværket, der var lille, vel et 12 tommer, (Fabrikatet husker jeg ikke) stod oprindeligt ind til siden i gennemkørsels-loen.

Pladsen det optog, svarede til en svinestis areal, hvorfor far så en mulighed for at øge svinestaldens areal og produktionsplads med 25% uden nogen egentlig investering.

Det indvundne areal svarende til, at besætningen kunne øges med en so og dens grise.

Edvard Tømrer fra Svindinge kom så en dag, før den tilstundende høst.

Han kom kørende i sin Chevrolet 1929 Sedan.

Med tømreren var de to svende Peder og Ib, samt værktøj, en talje og et langt reb.

Desuden havde de en masse brædder med på bilens tagbagage-bærer.

Et særsyn på den tid.

Loftet over loen var dækket af slydestænger, der kun anvendtes i forbindelse med indkørslen af årets høst.

Det var kraftig graner på vel tre-fire  meters længde.

Der var på dette tidspunkt før høst således åbent fra loens gulv og til bygningens kip.

Det var ingen sag for de fire mænd at puge det lille tærskeværk frem i loen under åbningen.

En af svendene var gået på loftet med en stige for at fastgøre taljen med rebet til et spær.

Da rebene var fastgjort og lagt om værket, begyndte mændene at hale i taljen og det, for mig, store tærskeværk mistede jordforbindelsen.

Det der gjorde størst indtryk på mig var, da tærskeværket var i højde med loftsgulvet og hang der og dinglede.

Jeg stod i portåbningen, hvis noget uventet skulle ske.

Hvordan det endelig kom på plads på selve loftet, husker jeg ikke noget om.

Men på plads kom det.

Tærskeværket blev placeret, så det via en meget lang lodret gående fladrem kunne trækkes fra elmotoren nede i selve loen, der ellers trak kværnen med en meget kortere fladrem.

Denne lange fladrem til tærskeværket må være en tømreren har fremskaffet.

Det krævede godt med remvoks, når vi tærskede, ellers kunne den lange rem slire og løbe af motorenes remskive.

I forbindelse med flytningen af tærskeværket blev der lavet et kornmagasin ind under hældfaget, taget. Det var opført i nye forskallingsbrædder.

Det var disse brædder tømreren bragte med på bilens tagbagagebærer.

Magasinet rummede højest 25 tønder korn. Men jeg syntes det var stort.

Når der var tærsket og kornet lå pænt højt på magasinet, var det virkelig noget alle vore katte satte pris på at besørge i.

Via en konisk tragt af træ, kunne far nu skubbe kornet direkte ned i kværnen fra loftet.

Det var slut med at bære og løfte korn til og i kværnen.

Alle disse foranstaltninger fik en kort levetid, vel 10 – 12 år, da mejetærskning af kornet tog sin begyndelse omkring 1960.

Loftet over dyrene var af gennemskårne graner, jævnet af med ler.

Lergulvet under tærskeværket begyndte med tiden at smuldre, grundet alt den rysten, når værket var i gang.

Men det holdt da til det hele blev skilt ad, og delene fra det, blev anvendt til diverse formål i det lille landbrug.

Gunnar lavede en slæde af de kraftige bjælker. Så stor, at han spændte, Tulle vores hest for og kørte rundt i det hvide landskab omkring ejendommen.

Det har været i 59-60.

 

En brat opvågnen.

En sommer, jeg har været omkring 6 år, blev vi alle vækket meget tidlig en morgen ved et heftigt tordenvejr.

Da uvejret kom ind over og blev stående over skoven, kom vi alle efterhånden op og i tøjet.

Det var endnu mørkt. Regnen var endnu ikke begyndt.

Efter en tids torden kom det, tordenbraget, i samme øjeblik, nærmest tidligere end lynet, der gjorde nat til dag.

Braget fik alle til at gå i knæ, og vi 2 smådrenge til at ty til mors skørter, eller var det under dynen.

Endelig kom regnen, rigtig tordenregn, alt imens lyn og brag afløste hinanden.

Regnen trommede på perlestenene på gårdspladsen, der snart stod under vand.

Far talte altid om, hvor længe en torden kunne blive stående der over skovene.

Nogle gange kunne uvejret ligefrem vende tilbage, når det ellers havde passeret.

Egnen, der er relativt højt beliggende, havde nok en egen tiltrækningskraft for torden.

Det var efterhånden blevet tid til morgenmalkning, hvorfor vi alle fire  bevægede os ud i kohuset.

Det var før far fik malkemaskine, så der skulle håndmalkes.

Jeg skulle for første gang, for alvor prøve at malke, mente mor.

Far var begyndt at malke.

Jeg husker mor havde taget sin røde vandspand med træhanken fra køkkenet med i stalden.

Den havde altid sin plads på taburetten ved siden af komfuret.

Den skulle jeg prøve at malke i.

Far og mor skulle jo bruge de to andre, eneste zinkspande, de vel havde.

Vi havde en rød, ældre og rolig ko med nummer 11.

Den var god at håndmalke, selv for en uøvet, som jeg jo var. Den var blødmælket, som man sagde.

Der skulle altså ikke bruges så mange kræfter for at få mælken af den.

Men med mine små hænder og koens store patter var opgaven stor nok for mig.

Koen stod først for i rækken, så jeg kunne sidde på malkestolen og malke fra den side, der vendte ud mod tværgangen og havde altså ingen naboko til at genere mig.

Jeg sad på malkestolen med hovedet ind i flanken på koen, som jeg havde set far gøre.

Det var lige så det spølede, (skummede) i spanden, som vi sagde.

Da spanden var næsten halvt fyldt op, inklusive skum, flyttede koen stille sit ben frem med det resultat, at spanden væltede.

Jeg græd over scenen og den spildte mælk og ville ikke malke mere, mens der kom trøstende ord fra mor.

Som det gamle ord siger, hjælper det ikke at græde over spildt mælk!

Jeg prøvede vist lidt igen, men dog i langt dårligere humør.

Da uvejret var trukket forbi og morgenen begyndte at gry, lagde far mærke til, at der på gårdspladsen lå en masse ituslåede teglsten fra laden.

Det viste sig at være et lyn, der havde ramt det yderste spær nær ved rygningen og derpå flået tagstenen af, langt ned mod ydermuren.

En sortsveden stribe på det yderste spær indikerede, at et lyn havde ramt.

Da dette tordenvejr drog ind over denne morgen, sad hele årets kornhøst opad spæret og lægterne under taget, men hverken avl eller bygning led altså skade ved dette anslag.

Den sortsvedne stribe på spærret ledede siden vore tanker hen på, at forsynet havde været med far og mor i denne situation.

Det hele var en slem oplevelse for os alle denne morgen i august 1950.

Vi havde i min barndom og ungdom altid et par heftige tordenvejr om somrene.

De var som regel udløst ved en forudgående periode med høje temperaturer og lummert vejr.

Ved skovene hjemme oplevede vi tordenvejr mere intens, end her hvor vi nu bor.

Skovene absorberede ligesom tordenbragene, og gav efterfølgende ekkoer.

Det lød meget intenst og uhyggeligt.

Hvis far eller  mor ellers var hjemme, var vi ikke bange.

Fars forklaringer om et tordenvejr og dets formodede varighed, beroligede os.

Men helt trygge ved situationen var vi dog ikke.

 

Udflugt med so.

Den første forudsætning for reproduktion i grishuset, som dette staldafsnit kaldtes i min barndom, var at få soen til en orne, når den kom i brunst.

5-6 dage efter at grisene var vænnet fra soen, blev den ornegal, som det udtryktes.

Soens hormoner var på kogepunktet på dette tidspunkt, og soen var venlig stemt over for en orne.

Præsteforpagter Lyder i Svindinge havde en orne til afbenyttelse for egnens søer.

Den lystne so skulle altså transporteres til præstegården i Svindinge.

Til dette formål havde far en særlig tremme-trækasse, kaldet grisehækken. Den var bygget efter en stor so´s mål. Den havde svære håndgreb i hver ende og blev sat ind på rensegangen i soens sti.

I hver af kassens ender var der et skod, der kunne trækkes op, når soen skulle henholdsvis ind og ud.

Soen blev gennet ind i hækken, lågen ned i slidserne og en sikkerhedspal oven på kassen drejet, så soen ikke selv kunne åbne til det fri.

Nu kom den svære del af missionen, nemlig at få grisehækken op på ladet i vognen.

Dette arbejde krævede normalt to mands kræfter, hvorfor naboen måtte tilkaldes.

I fars tilfælde, tror jeg han klarede det ved at bakke vognen til den noget hævede indgang til grisehuset.

Ved først at løfte den ene af grishækki op i vognbunden, måske på en kort, tynd rulle, var der mulighed for at skubbe eller rulle soen ind på vognbunden.

Jeg husker som 5-6 årig en sådan tur til Svindinge med hest og vogn, og soen stående bagi med fremadstrittende ører, ventende på en af årets to store oplevelser!

Far og jeg sad sammen på siddefjælen foran i kassevognen.

En skarp lyd kom fra vognens jernbeslåede hjul, da de kom op på landevejens asfalt.

Tulle fik lov til at trave en del af vejen. Der var 2½ km til præstegården.

Vel ankomne til gården, blev vi modtaget af præstegårdsforpagteren.

Han var en tynd, lyseblond, mand på fars alder. Han gik i træsko.

Om mødet var aftalt ved jeg ikke, men der var ikke tvivl om vort ærinde.

Mændene fik grisehækken med soen ned af vognen, og ornen blev hentet ud på gårdspladsen fra stalden.

Soen var da allerede lukket ud, nu var der ikke længere fare for, den skulle bevæge sig bort. Den havde vejret ornen og stod paralyseret og med fremadstrittende ører.

Ornen tog smaskende soen i øjesyn. Den gav soen nogle vældige stød og løft i dens lysker. Var det uden protest fra soens side, var det signalet til, at tidspunktet var rigtigt, og ornen kunne bestige soen.

Ornerne var som regel kolossalt store, mens soen ofte var afpillet efter at have passet 8-10 grise i mindst et par måneder.

Men var tidspunktet rigtigt, var der ikke problemer med det umage par.

Det foregik alt sammen midt på gårdspladsen, og varede vel 10 -15 minutter.

Mændene snakkede og drengen kiggede på.

Det hele kostede 8 kr.

Soen skulle igen læsses, og nu kunne det igen gå hjemad med køretøjet og så ellers vente i 3 uger.

Var soen drægtig gik der 115 dage til soens faring.

Kom den derimod i brunst igen efter 3 uger måtte hele sceneriet gentages.

Denne transport med en so til orne, kan jeg kun huske skete denne ene gang.

Men far må have taget turen flere gange, hvor jeg har været for lille til at tage med og dermed gået glip af denne udflugt.

Præstegården, hvorpræsten boede, blev brækket af i 1871 og erstattet af den nuværende.

 

Cyklingens kunst.

Da jeg fyldte 5 år, fik jeg min første cykel.

Det var en brugt, blå pigecykel.

Den var god at lære cyklingens kunst på. Let at komme af og på.

Far havde købt den af nogle mennesker i sognet, der ikke længere havde børn til så lille en cykel.

Jeg fik den på min fødselsdag og far syntes, at jeg ligeså godt kunne få lært kunsten at cykle med det samme.

Jeg husker tydeligt, far satte mig op på sadlen og støttede mig, mens han instruerede mig i at træde pedalerne rundt. "Forlæns, nej ikke baglæns, trin, trin." (træd, træd.)

Jeg havde altså træsko på.

Nu gik det langsomt fremad, mens far holdt mig i balance på cyklen.

Jeg øvede lidt på gårdpladsen og op ad indkørslen.

Fra indkørslen gik det pænt ned ad bakke, hvor jeg ikke behøvede at træde, men bare skulle holde balancen og styre.

Da jeg nåede hjørnestenen ved hækken til gårdspladsen, gav far  mig et vældigt skub og lod mig alene på cyklen.

Jeg styrede det bedste jeg havde lært, udenom Gunnar, der holdt på sin trehjulede cykel midt på gårdspladsen.

Videre gik det i god fart lige mod muren på mellembygningen.

Jeg troede min sidste time var kommet.

Far udbrød: "Brems." Det havde jeg ikke haft brug for indtil da, og derfor ikke fået indøvet.

Men standse ville jeg.

Der var ikke andet for, end at forlade cyklen, hvis jeg ikke ville ende i væggen.

Jeg landede på gårdpladsen og cyklen fik vel sine første skrammer efter sin omlakering.

Mor var tilskuer i bryggersdøren og tog et par billeder af sine to drenge.

Da der ikke skete mig noget, lo alle vist af episoden.

Jeg er nok blevet sat på cyklen straks igen, mens sadlen endnu var varm.

Inden jeg så sig om, kunne jeg cykle.

Gunnar sad imens upåvirket på arvestykket, trehjuleren midt på gårdspladsen.

 

Telefon.

De forbrugsgoder far og mor, de første år efter krigen, stilede imod, var eksempelvis telefon og bil. Udover almindelig daglig gavn var det samtidig med til at gøre sig friere og uafhængig.

Det var dog ellers helt utænkeligt for den tids husmandsfolk at få installeret telefon, der i sidste halvdel af 1940´erne.

Det betragtedes af de fleste som en helt og aldeles unødig udgift, så længe man ved helt ekstraordinære lejligheder kunne låne sig frem ved at betale 10 eller 25 øre, enten ved nabogårdmanden eller ved at cykle til byen og låne ved købmanden.

I december 1947 blev telefonen installeret hjemme. Vi fik nummer Ørbæk 290.

Det kostede 142,00 kr.

Det var det halve af, hvad et svin til slagteriet blev afregnet med !

Nu lå omverdenen ikke længere væk end telefonen på væggen.

Den blev brugt, når der var brug for det, men ikke til unødige private samtaler, og slet ikke til lange private samtaler.

Det var således, at abonnementet dækkede for opkald, der kunne holdes på 3 minutter.

Når de 3 minutter var gået, var centraldamen på linjen med denne hvasse meddelelse: "Tre minutter."

Så var det op til én, om man ville fortsætte, vel vidende det kostede ekstra.

Når far ringede til farbror Ejnar i Vendsyssel et par gange om året, kunne samtalen ikke holdes inden for tre minutter. Vejret skulle der jo også snakkes om.

Det var tillige både udenbys og Jysk Telefonselskab.

Når de 6 min var gået, var hun der igen: "Seks min. ønsker De at fortsætte?"

Hvis der så gik 9 min var det efter centraldamens toneleje at dømme tid at stoppe.

Den kvartalsvise pris for telefon sidst i fyrrerne beløb sig til 45,00 kr.

Samtaler til f. eks.Vendsyssel blev afregnet efter forbrugt tid.

 

Leg og nabobørn.

Den første kontakt med nabobørnene kom vist først i stand omkring den tid, da jeg skulle begynde i skole. Måske et års tid forinden. Jeg ser det ikke klart for mig.

Der var ellers 2 drenge på min egen alder.

Jeg tror det var Frede, der dristede sig hen til os fra Skovløberhuset.

Han var også et helt år ældre end jeg. Vi var nok begge lige velovervejende og forsigtige over for nyt.

Heine kom vel efterhånden med i legen.

Han og jeg var lige gamle.

Jeg husker ikke vi legede indendørs hos os, og slet ikke hos naboerne.

Legen, igennem alle drengeårene, foregik stort altid hos os.

Vi fandt ret hurtigt ud af, at hos os var der langt højere til loftet, end ved naboerne.

Far og mor blandede sig saldrig i vores leg.

Vi legede med noget legetøj i en stak grus, far altid havde liggende på gårdspladsen, eller vi gik

Den brugte vi som sandkasse.

I den kørte vi med vort sparsomme legetøj, som hest og vogn eller biler.

Med to håndflader satte vi mure op af fugtigt grus. Det skulle illustrere bygninger.

I bygningerne dannede vi båse og stier, akkurat som i fars stalde.

Korte pinde blev til heste, køer og grise.

Fantasien fejlede aldrig noget.

Katte havde vi også stor forkærlighed for, og der var altid nok at tage af.

Vi legede selvfølgelig også meget på plænen i vores store i have og på gårdspladsen.

Om sommeren var min første kollektion hvidt khakitøj med tilhørende matroshat, så var jeg garderet mod solens skarpe stråler, mente mor.

Det var tiden før solcreme med diverse faktorer, havde fundet vej til mors kosmetikhylder.

Da vi blev lidt større og i skolealderen, løb Gunnar og jeg i sommerperioden rundt i såkaldte spejderbukser og bar overkrop.

Det endte som regel med, vi blev solskoldede og skallede af, men så begyndte vi bare på en frisk.

Vi blev rigtig solbrændte som drenge.

Indtil nu er der ikke nogen af os, der har fået mén af det.

Der var ingen åbenbare, farlige steder for os småbørn, selvom vi legede udenfor.

Vi vidste, hvad vi måtte og navnlig, hvad vi ikke måtte, og det rettede vi os selvfølgelig efter.

Der var et kollektivt ansvar imellem vi 4 - 5 drenge, der legede mest sammen gennem alle drengeårene.

Frede og jeg, der var De store, havde betingelsesløst ansvar for De to små´s gøren og laden, når vi legede.

De to små, var min bror Gunnar og hans jævnaldrende kammerat, Preben.

De var 2 år yngre end os, men to år i en given alder gør en forskel, hvad man kan finde på. 

De to små havde dog nået en alder, hvor de nok vidste hvad der var forkert, da de en dag gik i vores store hønsehus. De har nok været 9-10 år.

De tog høns ud fra rederne og stoppede dem ned i de store foderautomater.

Der kunne vel nok være 10 12 høns i, hvorpå låget blev klappet i.

Under stort spektakel fra hønsene, nåede uroen far i den nærliggende svinestald.

(Måske havde vi store sladret?)

Fars lange skridt nåede hurtigt døren til hønsene.

Den var krampet indefra af de to banditter.

Men trykket af stemningen, åbnede de dog hurtigt døren.

På vej ud, fik Preben et dask med fars kasket. Gunnar nøjedes ikke med kasketten i afstraffelse.

Der gik mange dag, før vi så noget til Preben igen.

Der var en lille bakke i Glorups fold på den anden side af landevejen, lige over for vor have.

Den var god til kælkning.

Der kunne jeg forestille mig, har været de første træfninger i leg mellem os drenge.

Vi har jo ikke kunnet undgå, fra vore stuevinduer at se, der var nogen på bakken, hvorfor vi givet vis er stødt til nabodrengene der.

Den lille kælkebakke blev til mange timers underholdning igennem vore smådrengeår.

Jeg husker heller ikke vi legede indendørs med nabodrengene som mindre, altid udenfor.

Som mindre børn var vi betænkelige ved at bevæge os ind i områder, der af os var ukendte.

Det gjaldt husene, men mere dets mennesker.

Jeg husker en gang ved "Skovløberhuset," at drengene der havde fået besøg af en noget ældre kusine.

En vending der ofte blev brugt over for skeptiske besøgende børn på den tid var: ”Kom bare ind, vi bider ikke.”

I de baner havde vore tanker nu heller ikke bevæget sig. Men var der alligevel noget om snakken?

Men denne kusine, netop den dag, truede endvidere med at putte os i en sæk, hvis vi kom ind på gårdspladsen.

Rundt om Skovløberhuset var der et højt raftehegn med en låge ind til gårdspladsen.

Vi så denne kusine igennem hegnet, stå i døren til deres huggehus med en sæk og truede.

Vi gik skyndsomt hjem, og vovede os ikke mere derhen den dag, hun var der.

Landevejen gik ret forbi vor ejendom, men den trafik der var sidst i 1940´erne og halvtredserne var meget begrænset, så der skulle vi være meget uheldige, hvis vi skulle komme til skade der.

Ja, så lidt trafik var der, at vi brugte den som legeplads.

Vi cyklede frem og tilbage uden mål og med og vi spillede "Langbold" på den !

Da vi blev store drenge var en del af søndagsunderholdningen at lægge sig ved grøftekanten og notere bilernes nummerplader ned i en lille sort lommebog. Det var dog kun i sommerhalvåret, hvor der kunne komme bilende sommerturister.

Lommebogen havde vi købt ved købmand Nielsen i Svindinge.

I tidligere tider havde hver politikreds sine forbogstaver på nummerpladen.

I Svendborg var det en hånd med et øje i, efterfulgt af f. eks O 7579.

Det var den nummerplade far fik i forbindelse med køb af deres første bil i 1952, da jeg var 8 år.

Vi havde sjældent problemer med at nå at aflæse og notere numrene, inden den næste bil kom.

Det var jo søndagskørsel, så hastigheden var lav.

Og ellers var vi jo flere drenge og kunne fordele opgaverne imellem os.

Vi boede på et centralt sted med et langt udsyn til både nord og syd.

Mod Svindinge havde vi udsyn over 1½ km og  gennem Glorupskoven var der over 1 km udsyn.

Egnen hvor vi boede, var højt beliggende, så der var ikke søer, åer eller bække, vi kunne komme til skade i. Mergelgrave var der dog flere af i nærheden, men det var kun om vinteren, vi interesserede os for dem. De to lå i Glorups store marker, hvor vi ikke kunne komme om sommeren på grund af indhegning med kvier og tyr.

Det var først, da vi blev store drenge, vi måtte gå til de tilfrosne mergelgrave for at løbe på skøjter, og da blev isen før brug godkendt af voksne.

 

Fremsyn og banebrydende dispositioner.

Far tog tidligt de progressive briller på.

Han havde en tro på, at investering i yderligere animalsk produktion, alt andet lige, var det rigtige at satse på.

På sigt skulle det bedre rammerne, og fremme mulighederne for vor families stilling, arbejdsmæssigt som økonomisk.

Især var en fremtid, der gerne måtte overskride de hidtidige kendte grænser for, hvad en husmandsfamilie kunne tillade sig, vigtig for far.

Den indstilling hang givet vis sammen med hans opvækst og baggrund på en gård.

At han og mor var havnet i husmandstilværelsen skyldtes særlige og uventede begivenheder, som jeg omtalte i forbindelse med deres bryllup og månederne derefter.

Men denne situationen behøvede ikke at være permanent eller udelukke, de med tid kunne bevæge hen imod en social status, der mindede lidt om familiernes i gårdene.

At dette virkelig skulle lykkes for ham og mor, kunne han på dette tidlige tidspunkt i 1950-52 ikke vide noget om.

De første ændringer af staldbygningens indretning foretog far allerede efter fire år.

Som nogle af de første ændringer, var at frigøre plads i loen. Tærskeværket blev løftet på loftet.

Den ledige plads i loen gav plads til en ekstra svinesti.

Et par år efter,1952 -53 blev selve gennemkørsels-loen sløjfet.

Muren, der havde adskilt svinehuset fra loen blev brækket ned og den vestre port muret op. Den mur, der havde adskilt loen fra kostald, blev ligeledes brudt ned.

Den halve længde af den tidligere lo blev i den forbindelse indrettet til to nye, store farestier.

En stor kalveboks for enden af selve korækken blev fjernet, og det gav derved plads til yderligere to køer.

Den resterende del af den tidligere lo mod gårdsiden, tjente herefter som foder- og male/blanderum.

Disse ændring gav een stor sammenhængende stald, der indeholdt både køer og grise.

Til erstatning for køre-loen, blev der bygget en kvist midt på vestsiden, der vendte mod marken. Ind af denne kvist blev korn-negene herefter rakt ind på loftet fra vogn.

Det er tankevækkende at se de relative lave håndværkerudgifter, de gamle fakturaer far har gemt, udviser.

Lønninger var på det tidlige tidspunkt efter krigen ganske lave.

Far begav sig f. eks. aldrig i lag med at sætte glas i ituslåede vinduer.

Dertil var udgiften til tømreren så lav, og risikoen for selv at knække glas ved at forsøge sig som glarmester for stor.

Staldene blev fra 1953, altså ni år efter far og mor begyndte, langt mere rationelle at arbejde i.

Tillige blev klimaet i stalden meget bedre efter der samtidig med forandringerne blev indmuret ventiler til luftindtag og en skorsten til aftræksluften.

Luften i stalden blev nu en blanding af hest, kreaturer og svin.

Dyr og mennesker befandt sig godt.

Opsynet med de enkelte dyreafsnit blev også lettere end tidligere, hvor far skulle bevæge sig fra et rum til et andet.

Kostalden kom til at kunne rumme 10 køer plus kvier og kalve.

Et par kælvekvier blev senere bundet op i det tomme spiltov, der tidligere havde rummet hest nummer to.

Små kalve blev gerne henvist til et hjørne af hestens fodergang, en ende af køernes fodergang eller på gangen bag køerne.

Det var kun kviekalvene far beholdt. Alle tyrekalvene blev sendt til slagtning som spæde.

Jersey kalve kunne det på det tidspunkt ikke betale sig at fede.

Til søerne blev der i alt seks stier til faring.

Ja, det lyder ikke af meget, men det var dog en fordobling i forhold til begyndelsen.

Efterhånden som sobesætningen yderligere blev øget, fandt far alternative pladser til f.eks. de drægtige  søer. I sommerhalvåret stod roehuset jo tomt og til ingen nytte.

Hvad var så mere naturligt, end at inddrage det til det voksende so-antal og anbringe et par drægtige søer der.

Hestens fodergang blev til tider i sommerhalvåret også inddraget til en so.

 

 Forår og køer på græs.

Når der begyndte at komme forår i luften sidst i april eller først i maj måned, blev køerne slået på græs.

Det var et særligt kapitel i årsrytmen på et landbrug.

Fars tilskyndelse til at slå køerne tidligt ud, var som regel en tibagevendende mangel af vinterfoder, såsom roer, ensilage og halm.

Et supplement af en smule græs, motion og frisk luft var derfor kærkomment.

Køerne kælvede gerne tidligt om foråret og fik derved dækket deres grovfoderbehov på græsmarken, hvor de, når nattefrost var et overstået kapitel, sidst i maj måned, opholdt sig både dag og nat.

Kraftfoder og korn blev tildelt køerne efter morgenmalkningen, hvor de blev dækket ind med proteiner og mineraler i forhold til deres mælkeydelse.

I min tidligste barndom stod køerne endnu i tøjr på græsmarken og skulle flyttes 4 gange om dagen. De blev trukket i kobbel til og fra marken, når de skulle malkes morgen og aften.

Om middagen blev de malket i marken. Denne skik faldt bort sidst i 1940erne.

Elhegn blev, der kort efter krigen, kun brugt de færreste steder.

Hjemme blev stalddøren ud til møddingssiden slået op på vid gab, og så snart sol, forårsluft og lugten af  frisk græs mødte køernes næsebor, var det slut med deres tålmodighed.

Samtidig var den megen raslen med tøjr et kendeligt varsel for kørerne.

Sammen med det skarpe lys kunne det få, selv den ældste og mest stivbenede ko, i det overgivne hjørne.

Hver enkelt ko fik en grime med et langt fortøjr lagt over ørerne, inden de blev trukket ud. Alle dele bestod af jernkæde.

Mor var kaldt ud fra sit domicil i stuehuset, for at bistå far her den første dag.

Hendes opgave var at holde den første ko an, som far havde trukket ud af stalden. Det var altid den mest rolige ko og vel også den ældste, der var udvalgt til førerko.

Far gav anvisninger og beroligede mor, men hun var aldrig glad for al den tumlen med de store dyr.

Jeg stod med mine 4 år på behørig afstand for ikke at komme noget til.

Nu stod mor så der ovenpå det store støbte ajledæksel og ventede på, at far skulle komme ud med ko nummer to.

Denne ko`s lange tøjr blev slået om halsen på den første ko, mor holdt.

Den tredje ko blev hentet ud og dens tøjr blev koblet op i tøjret, der sammenbandt de to foranstående. Ko nr 4 fik sin kæde slået om ko nr 3 og så fremdeles.

Når alle køer, ja det var vel ikke mere end 5-6 stykker, var ude af stalden, trak far af sted med koblet. Hen i græsmarken, hvor en tøjrepæl med fodtøjr ventede på hver sin ko.

Den første dags udbinding af kreaturer krævede alt, hvad der var af mandskab det enkelte sted.

Det var ikke alle køer, der var lige sikre på benene efter at have stået bundet i en bås et halvt år. Nogle køers vitaminbeholdning var på dette sene tidspunkt af vinteren på et lavpunkt. Den mangel medførte stive og hævede led.

Det første underlag vore køer mødte efter at have forladt stalden, var det store betondæksel over ajlebeholderen, der kunne være fedtet og glat.

Der blev der virkelig leget Bambi på isen hvis den enkelte ko slog sig i tøjret.

Men efter nogle få dage blev alt daglig rutine for køer som for mandskab.

Omkring 1950 tog far initiativ til at lade græsmarken indhegne med pæle og pigtråd og lade køerne gå løse. Jeg har været 6 år.

En handling nogle af naboerne bestyrtede så på.

Kunne det nu også gå an? Køer havde da altid stået tøjret.

Køerne ville jo jokke (træde) rundt i en hel græsmark på en gang.

Hidtil havde det været manden og tøjrslaget, der afgjorde, hvor meget en ko skulle have i daglig ration.

Far købte et elapparat med et stort tørbatteri i en støbejernskasse.

Ved indhegningen blev det sat på en stolpe og tilsluttet pigtråden og senere en glat tråd.

Det elektrisk stød det gav, var ikke overvældende, men det holdt dog kreaturerne inde i marken.

Hvis de kom tråden for nær, fik de et lille stød og trak hovedet til sig.

Ved dette initiativ tog far også den daglige arbejdslettelse med i sine overvejelser og handlinger.

Markvejen blev samtidig hegnet ind og gjorde det ud for en køernes drivgang.

Køerne blev slet og ret lukket løse ud af stalddøren, og gik eller løb hen i græsmarken.

Far fulgte efter og satte tråden med gummihåndtaget på og lukkede folden.

Om eftermiddagen når aftenmalkningen nærmede sig, samlede køerne sig ved markens ende og ventede på, at far skulle komme og tage håndtaget af, så de kunne komme hjem i stalden.

I stalden ventede lidt roer i krybberne, så køerne fandt med det samme deres respektive pladser.

Så blev halskloven lagt om halsen på koen og lukket.

Vi havde en ko hjemme med nummer 12.

Den havde et heftigt temperament og en dominerende adfærd over for de øvrige køer. Mindre væsener, som vi børn jo også hørte til, kunne den slet ikke tåle synet af. Så blev den olm og aggressiv.

Den havde engang stanget mig ned i marken, da jeg sammen med far opholdt mig inden for koens tøjrslag. En episode jeg ikke selv husker.

Den rangerede altid højest i ko-herakiet, denne meget mørke røde ko.

Efter at køerne ikke stod i tøjr længere, fandt nr. 12 ved udbinding straks et offer imellem de yngre og lavere rangerende køer, til en duel på horn.

Det endte altid blodigt for udfordreren, nummer12. Den fik i fægtningen hvert år et horn stødt af.

Det blødte en hel del fra det, og det var lang tid om at heles. Det var således meget sårbart over for nye stød, hvilket fik det at bløde igen.

Det betød at den sit liv igennem kun havde horn af halv længde og tykkelse, hvilket gjorde hornene mindre robuste, og ved næste års fægtning blev et af dem gerne stødt af igen.

Men det lærte den aldrig noget af. Den fortsatte ufortrødent år efter år med at stanges.

Optrin jeg husker, men det skete også senere, nemlig efter at køerne gik løse rundt i græsmarken, hvor jeg vel har været 6-7 år og årene frem.

Når jeg, lille mand kom i nærheden af folden, stillede nummer 12 sig an med nedbøjet hoved og fnøs bag den elektriske tråd.

Den lod mig ikke i tvivl om, at det var bedst for mig at fortrække.

Den må have været en god malker, for far beholdt den i mange år, og den gav godt afkom, der var i langt bedre humør end den selv.

Moren til hende var en nummer 6, og den var en god og efterhånden gammel ko, der aldrig kunne finde på at gøre en kat fortræd.

 

Malke i marken.

På den tid, midt i 1940’erne, skulle køerne om sommeren malkes til middag, og det forgik da i marken, hvor de stod tøjret.

Det gjaldt også køerne hjemme de første år efter far og mor var gift, og som jeg ikke husker skete.

Der var fulgt en malke-gig med ejendommen, og en hest blev spændt for denne.

En fyldt mælkejunge med vand, malke-si, malke-spand og malke-stol blev læsset på giggen, og derpå gik det ud til de ventende køer i marken.

Køerne fik vand fra en spand fra den medbragte junge, der i tom tilstand var klar til middagsmælken.

De 5-6 køer blev derefter malket med hånd.

Elhegn var endnu ikke indført, og pigtråd var mangelfuldt og dyrt under krigen, så vores køer stod i et langt jerntøjr fastgjort til en tøjrepæl af jern.

Akkurat som naboernes.

Køerne skulle flyttes i forbindelse med middagsmalkningen.

I tidligere tider var det de større børns arbejde at flytte køerne frem i nyt græs på marken. Men da jeg var nået den større alder, havde far trukket elektrisk tråd om græsmarkerne.

Men jeg kan da huske, jeg var med far i marken, når han gik fra ko til ko med tøjrekøllen over skulderen.

Det var vel, ved en sådan lejlighed, jeg blev stanget ned af omtalte nummer 12, da jeg var kom,met ind i hendes tøjrslag.

På hjemturen fra malkningen med hest og gig, slog far lidt grønt med leen og læssede på giggen. Det var til kalve og grisesøer derhjemme i stalden.

Far lagde et lille stykke ud med lucerne, beregnet dels til hø, men også til staldfodring.

Jeg kan huske, giggen blev brugt til grønt, så dette køretøj har været i brug 5 – 6 år.

Ligeledes blev giggen brugt, når der hen på sommeren var turnips at trække i marken.

Far lagde disse lange stikkende roer ind bag i giggen med toppene vendende udad, så de var til at få fat i igen, når de skulle bæres ind i stalden foran køerne.

Somrene i sidste halvdel af 1940èrne var meget tørre, så det var småt med hø og især roer, der i året 1947 totalt svigtede på grund af tørke på vor lette jord.

"Bederoerne var ikke større end rødbeder og kålroerne ikke større end en selleri," fortalte far siden.

 

Mors køkken.

Da vi var mindre, var der aldrig tvivl om, at verdens mest trygge sted var ved mor i køkkenet.

Som voksne var det stadig et rart rum at opholde sig i for os.

Dejligt hjemligt og uhøjtideligt.

Med mor i centrum fik vi stillet alle vore basale behov som børn.

Komfuret i køkkenet, var et kapitel for sig.

Det var det centrale møbel i hjemmet, kunne vi godt kalde det.

Det var herfra den første varme i huset kom om morgenen.

Det var fra komfurets vandgryde, vi fik det varme vand, vi skulle vaskes i.

Det var ved dette møbel, mor tilberedte alle dagens måltider. 

Det var på komfurstangen vort nattøj hang til varme, inden vi skulle i seng.

Det var ved komfuret, vi trak i tøj og fodtøj om morgenen. Det vi skulle have på til dagens formål.

Det var her til komfuret, vi kom ind med vådt tøj og våde støvler efter mange timer ude i sneen eller på skøjter.

Alle disse, for mor, selvfølgeligheder, gjorde hun alene for os.

Dette var og blev altid mors fortjeneste.

Der var ikke tid til megen kys og klap i min barndom.

Det var der generelt ikke i de tider.

Så det var vi ikke alene om, ikke at blive udsat for.

Jeg har dog aldrig tvivlet på mine forældres kærlighed til os 4 børn.

Men når den næste i søskenderækken (Gunnar) overtog bryst og skød, var een henvist til at stå på gulvet ved siden af mor.

Jeg var barn længe før krammere (Læs: Omklamringer) blev indført.

Hvad er der siden blevet i vejen med et fast blik og håndtryk?

Ja, jeg spørger.

I dag vil man hævde, der blev forlangt meget af børn af den tid. Det gjorde der også.

Men af os hjemme, blev der aldrig forlangt mere, end vi let kunne klare fysisk.

Denne fælles indsats var en forudsætning for at vores familie kunne få dagligdagen til at hænge sammen arbejdsmæssigt.

 

Da vi fik bil.

I 1950erne omtaltes personbilen jo som luksusbil, altså et forbrugsgode, mange syntes var aldeles overflødigt og tillige dyrt.

Disse postulater kom vist oftest fra folk, der ikke selv havde mulighed for af få bil, eller at  dette lå langt ude i fremtiden.

Men bilen blev for mine forældre et værdsat og meget benyttet køretøj med flere forskellige brugte modeller igennem hele deres liv.

Bilen gav mor og far en høj grad af uafhængighed og bekvemmelighed. Om end den var af gammel model.

Med bilen, blev det muligt at bevæge sig udover sognegrænser, hvor der ikke var nogen offentlige transportmidler.

Fars familie boede i Gislev, Ryslinge og andre midtfynske sogne, hvor eneste hidtidige transportmulighed var hestekøretøj eller cykel.

Hjemme havde de aldrig kørehest og vogn, der da også efter krigen var ved at være en saga blot.

Bilen hjemme blev således brugt til familiebesøg og til at ende ærinder i Ørbæk, Gudbjerg og Svendborg.

Da familien hjemme efterhånden, ud over far og mor, voksede med fire børn, gjorde bilen rigtig megen gavn.

 

Den første bil.

Hjemme fik vi den højbenede Chevrolet i sommeren 1952. Da var jeg 8 år.

Bilen var af en årgang 1927 model AA.

Den havde således 25 år på bagen, men fremstod velholdt og var velkørende, da far købte den.

Den må have kørt en del kilometer, men måske var den hovedrepareret inden far købte den. Jeg ved det ikke.

Den havde i sit tidligere liv kørt som bagerbil.

Det fremgik af modellen, da den var bygget som varebil med en stor bagdør. 

Denne dør var nu plomberet og reservehjulet havde sin plads der bag på, under bagruden.

De forreste stole (sæder) var separate og  kunne tippes fremover, så der blev let adgang for passagerne til det nymonterede bagsæde.

Sæderne var nypolstrede og ombetrukne, og bilen fremstod fremdeles som en sedanmodel.

Mellem forsæderne var den lange gearstang placeret.

Gearkasse med 3 frem, og bakgear, der skiftedes med en 50 - 60 cm lang lodretstillet gearstang af rundt sortlakeret metal midt i vognbunden.

Gearknoppen var stor, 30 – 40 mm i diameter og af sort bakelit.

Den var, ved mine forældres erhvervelse, nylakeret i en ubestemmelig lysebrun farve med en tynd streg, rød staffering midt rundt om karosseriet. Der var udvendig solskærm over frontruden.

Den havde sort vinyltag, hvilket gav en rimelig høj indendørstemperatur om sommeren.

Der var selvstarter ved en lille kontakt i bunden over gaspedalen.

Tændingskontakt for høj og lav tænding sad ved rattets center, samt en lille håndgas-arm ligeledes ved rattet.

Lygternes lange og korte lys veksledes med en lille fodkontakt i bunden til venstre for koblingspedalen.

En motor med omkring 40 hk, der på landevejen gik mest behageligt ved 55 – 60 km / t.

Hjulene var høje og smalle pladehjul monteret med 4.50 x 21 dæk.

Bremserne, der var mekaniske, virkede kun på baghjulene.

Håndbremsen var placeret til højre for gearstangen, og var en ca. 50 cm lang og lodretstillet metalstang med et fjederbelastet håndgreb, der ved parkering skulle trækkes tilbage.

Tiden var før blinklysets tid, så afvisning foregik ved en såkaldt 20 cm lang retningsviser, der var placeret øverst ved de forreste dørstolper.

Via en kontakt førtes strøm til en magnet i selve aggregatet, samt strøm til en pære bag det røde dækglas.

Når strømmen blev sluttet, svippede den lille vinge ud, og når man afbrød strømforsyningen, faldt den ned i foderalet.

Far købte bilen ved brødrene Karl og Alfred Hansen i Trunderup ved Kværndrup.

De ejede et lille værksted midt i byen ud til hovedvej 8.

De var oprindeligt startet op med motorcykler og knallerter, men var her først i halvtredserne gået over til reparation, køb og salg af brugte biler.

Vi drenge elskede at komme med der, når far skulle have fortaget reparation eller dervice på bilen.

Og det skulle der af og til.

Alfred var en lille trind, snakkesalig og flink mand, så det faldt naturligt, at han tog sig af kundernes ønsker, når det gjaldt køb og salg.

Karl var højere og en mere kantet mand end sin bror, Alfred.

Brødrene var nok jævnaldrende med far, vil jeg tro.

Det vil på dette tidspunkt sige omkring 40 år.

Men i modsætning til Alfred, var Karl en mand af få ord.

Der var ingen tvivl om, at vi drenge helst så Alfred som manden, når der skulle repareres på bilen.

Der var dog den hage ved det, at han i modsætning til broren, ikke var uddannet mekaniker.

Han begav sig slet ikke af med det elektriske system i bilen.

Under dette område faldt vinduesvisker, retningsviser og varmeapparat ind under.

Brødrene havde værksted for vel snart alle motoriserede køretøjer på den tid.

Ja, værksted kunne man dårligt kalde det. Det var ikke stort mere end en garage med en filebænk og smøregrav.

En af brødrene leverede vores bil på hjemme på gårdspladsen, hvorefter far måtte køre ham hjem til Trunderup igen. Der skulle jo også ordnes pengesager.

Mon ikke bilen kostede 3 tusinde og 500 kr. i 1952 kroner.

Den første tid havde far ikke garage til en bil, hvorfor den måtte stå i loen.

Bilen stod parkeret under slyden i loen, der var dækket af kornneg eller løs halm.

Et værre svineri var det selvfølgelig, når mus og katte i nattens løb havde været på færde over bilen.

Kattene brugte også bilen som mellemstation, når de skulle ned fra loftet. Det afslørede kattepoterne på bilens tag.

Støv, avner og halmstumper lå på køleren og taget. Det var uholdbare forhold i det lange løb.

Skulle der males korn på kværnen ved siden af bilen, måtte bilen bakkes ud og stod så lige på tværs af gårdspladsen.

Året efter blev det nye maskinhus med garage bygget.

Der var ikke for megen tolerance mellem porthammer og bilens tag, når den skulle køres ud og ind af garagen.

Denne højbenede model gjorde det således ud for befordringsmiddel i mit hjem i hele min barndom, nemlig otte år.

Da var jeg blevet 14 år.

Far købte derefter en sort Opel Super Six hos Axel Kirt i Hesselager.

Den var lavere, men til gengæld længere, så da var målene ikke for store på den led.

Denne 6-cylindrede motor havde en helt anden gang en Chevroletten.

Mange flere heste havde den, og meget benzin brugte den vel nok. Men til en krone literen, var der trods alt grænser for, hvad det løb op i.

Da jeg blev omkring 12 år og Gunnar 2 år yngre fik vi alene lov til at bakke Chevroletten fra garage og til gårdpladsen, når vi skulle nogen steder.

Indkørslen til garagen lå vinkelret på gårdspladsen.

Vi skulle først bakke 10-15 meter bort fra garagen og derefter dreje 90 grader op i gården.

En dejlig manøvre med lidt udfordringer i.

Når vi havde bilen på plads ved gangdøren, klar til at modtage passagerne, skulle vi jo lige prøve 1. gear og køre et lille stykke frem, 5-6 meter og endelig bakke bilen på plads.

Denne tillid far her viste os ved at give os lov til at køre bil, misbrugte vi aldrig.

Vi aflurede jo far i hans betjening af  pedaler, gearskift og bremse, når vi var ude at køre.

Vi vidste, vi var de eneste i nabolaget, der havde mulighed for, og fik lov til at sidde bag rattet i en bil.

Vi tog det meget seriøst.

Vi skiftedes til at sidde foran, når vi skulle ud at køre, hvilket var den bedst opnåelige plads.

Mor ville helst sidde på bagsædet, så Gunnar og jeg skiftedes til at sidde foran.

Det skal indskydes for yngre læseres skyld, at det var tiden længe før sikkerhedsseler og barnestole.

 

De første par år, var Gunnar jo selvsagt kun passager, men hans tid kom også.

 

Jomfruturen.

En af de første ture, efter vi havde fået bil, var en meget lang tur.

Vi havde på det tidspunkt igen ung pige i huset, Viola.

Hun var 20 år og var som Solveig kommet galt af sted.

Hun havde tjent hos mor og far 3-4 måneder i eftersommeren 1952.

Da hun efterhånden blev højgravid, skulle hun kun hjælpe mor med lettere husgerning.

Tove var dette tidspunkt blevet 1½ år.

Kostplanen omfattede således tre voksne og tre børn.

Da fødslen for Viola nærmede sig, skulle hun til en søster og svoger i Dreslette på Vestfyn, hvor hun skulle føde.

Far og mor tilbød at køre for hende til denne, for dem ukendte destination, men Viola kunne jo vise vej.

Ergo blev bilen pakket.

Vi to drenge sad sammen med Viola og Tove på bagsædet.

Tove græd det meste af vejen til Dreslette.

Far kunne ikke forstå, hun ikke kunne falde til ro.

Vel ankommet blev vi budt på eftermiddagskaffe.

Manden, der var murermester, inviterede os over til kirken, der kun lå et stenkast fra deres hus.

Han havde vist lige færdiggjort udvendig nykalkning af kirken.

Den er rød og har udvendig rundgang, hvorfra der er storslået udsigt over Lillebælt.

Tidligere tog skibene bestik af tårnet og satte kursen derefter.

 

Ud i det blå.

Med egen bil, gav det far og mor mulighed for at køre ture, eller ud med madkurven.

Et par gange om året, når vejret var godt, kunne vi finde på at spørge mor, om vi ikke skulle køre en tur.

"Spørg far," sagde mor.

Vi løb over i stalden og spurgte far, om vi ikke skulle køre en tur.

Han sagde altid ja. Sådan husker jeg det.

Så løb vi ind til mor og sagde, der var grønt lys fra fars side.

Mor tog den store, sorte rejsemadkasse frem og tog de 3-4 lange bakker ud.

Så kom brød og pålæg på bordet og mor begyndte at smøre madder.

Der var altid mange stykker med æg, dem havde vi jo selv.

Mor købte også altid tomater om sommeren.

Ellers var det nok spege- og rullepølse og leverpostej, der blev lagt på.

Ikke at forglemme pålægschokolade, vi måtte få et halvt stykke med.

Vi måtte få en appelsinvand sådan en dag, mens far drak lys øl.

Når bilen var pakket, kørte vi ud af gården.

Nu var det spændende om far drejede til højre eller venstre.

Der var aldrig aftalt noget mål på forhånd.

Når vi var godt hjemmefra begyndte alle at se sig om efter et godt sted  at fortære mad og drikke.

Det var ikke så lige til. Det var før rastepladserne var opfundet.

Det skulle altså være ved en grøftekant med en god bred rabat.

Hvis der var sol, blæste det for meget.

Hvor der var læ, var der skygge.

Vi kørte ofte længe rundt og appetitten steg.

Tiden løb og til sidst måtte vi opgive at være alt for kræsne med forholdene.

Tæpperne blev bredt ud i grøftekanten, og vi anbragte os, så alle kunne lange til den smurte mad.

Far var jo godt kendt i det midtfynske, hvorfor vi ofte kørte rundt på disse egne.

Engang ville han vise os vildsvin i Ravnholts skove.

Det lød rigtig spændende og lidt farligt.

Far kørte også rundt i området og ledte.

De steder, han kunne huske at have set vildsvin i sin ungdom, var der ikke skygge af disse sorte, langhårede grise.

Far spurgte en mand, vi traf, der kunne fortælle, de for længst var nedskudt.

Øv.

 

Biograf.

Ja, en bil kunne bruges til mange formål.

Den gav os også mulighed for at komme i biografen på en mørk aften på en behagelig måde.

Mine første to biografture gik til Gislev Bio.

Kun far, mor og jeg skulle i biografen. Gunnar var endnu for lille.

Han skulle blive hjemme ved vor barnepige.

Om det var "Det gamle guld" af Morten Korch eller det var Walt Disneys "Pinocchio," jeg så først, husker jeg ikke.

Men de har nok gået i biograferne næsten samtidig, altså omkring 1952/53.

Jeg var 8 år.

Pinocchio var lidt uhyggelig og skummel med den fæle cirkusdirektør Stromboli, syntes jeg.

Da vi kom hjem efter at  have set "Det gamle guld," spurgte Gunnar:

"Var der mange knaster i det gamle gull?"

Hjemme udtaltes et gulv på østfynsk som gull, altså med stumt v.

Vi sagde gullet.

 

En pudsig anekdote.

Min legekammerat Frede, der var et år ældre end jeg, har mange år efter vor barndom fortalt:

"Vi var halvstore drenge. Bernt (Far) skulle en tur til Gudbjerg i bilen for at gøre ærinder.

Bilen stod allerede på gårdspladsen.

( Far havde for vane, at bakke bilen ud af garagen i god tid før, der var afgang. )

Vi spurgte om vi måtte komme med, hvortil Bernt svarede, at det måtte vi godt.

Vi satte os ind i bilen og ventede og ventede.

Der var ikke udsigt til at Bernt kørte nogen steder.

Vi turde ikke forlade bilen af frygt for, at Bernt skulle køre os agter ud.

Efter vi havde spist til middag, skulle Bernt som vanlig have sin middagssøvn!

Vi sad i bilen yderligere 1 time, uden der skete noget.

Men vi kom da af sted.

Turen var al ventetiden værd." slutter Frede.

 

Fredes forældre havde ikke bil, hvorfor nabodrengene kom med på korte ture, hvor vi drenge også var med far i byen.

Det var noget helt særligt for dem, at køre i en bil.

De kendte kun til rutebil.

 

Cykling.

Som drenge klippede vi papstykker ud, vel 10x20 cm og monterede dem på forgaflen med en eller to tøjklemmer.

Når hjulet drejede, frembragte papstykkets kontakt med egerne den eftertragtede lyd af motor.

Vi kunne koble motoren til og fra efter behag.

Da vi var mindre, kørte vi med motor i skole.

Men sådan et stykke pap blev jo hurtigt blødt ved tøjklemmerne, men så klippede vi et par nye stykker.

På et tidspunkt i mine ældre drengeår kom det på mode at montere luffer på cykelstyrenes håndtag.

Vi købte dem hos cykelhandler Olsen i Svindinge.

De var foret med fåre - eller lammeskind, eller noget der lignede.

Nu var handsker næsten gjort overflødige, når vi cyklede.

Hvis man var en rigtig dreng, brugte man kun handsker i den værste vinter.

Stillede man op i skole med handsker, når foråret havde gjort sit indtog blev man mobbet.

Så faldt bemærkningen: "Er du ikke bange for at kukkeren ski--- i handskerne?"

Så hellere fryse lidt på fingrene.

I mine barneår havde både far og mor cykel, selvom vi havde bil.

Far brugte kun sin cykel til at drive - eller hente køerne hjem fra de yderste græsmarker.

Mor brugte sin cykel til korte ture, såsom til frisørinde eller sykursus i Svindinge.

Så snart jeg kunne cykle til byen og gøre ærinder, blev det altid en opgave for mig.

 

Når vi nu er ved cyklen.

Gunnar og jeg har vel 10 og 12 år, da vi ikke kunne modstå fristelsen for at låse postens cykel.

Hvem af os det var, der pressede den buede arm i låsen, så det sagde klik husker jeg ikke.

Jeg tror det var mig, men ideen har sikkert været Gunnars!

Så snart posten var gået ind med avisen og dagens eventuelle post, løb vi hen til cyklen og låste den.

Lige så hurtigt forsvandt vi ind i stalden, hvorfra vi kunne holde øje med, hvordan det følgende ville udspille sig på gårdspladsen.

Hvad vi ikke var forberedt på var, at posten ikke kendte låsens kode på sin tjenestecykel!

Mor kom ud og fik fat i far. Vi drenge var vel nok forduftet.

Nu var gode råd dyre for far og posten.

Posten skulle jo ud, også den gang!

Men var der ikke noget om, at far havde en cykel, eller i hvert fald noget, der lignede en cykel, stående.

Fars cykel blev trukket frem i lyset og pumpet.

De sorte tasker blev monteret og posten begav sig ud af gården.

På dette tidspunkt havde far bil, så han satte derefter postens cykel bag på bilen og kørte til Olsen i Svindinge.

Låsen blev åbnet og far kunne aflevere cyklen på postens bopæl, der dermed var klar til den følgende dags postrute.

Jeg husker ikke, vi fik nogen reprimande af far over det hændte, men vi undgik bevidst posten et stykke tid.

 

Postbudet.

I min barndom cyklede posten jo som omtalt rundt i sognet.

Han bragte hovedsageligt dagens avis.

De fleste med respekt for sig selv abonnerede på en avis den gang.

I vort område stod Svendborg Avis stærkt, men hjemme holdt de altid Fyns Tidende.

Posten havde sin store sorte bagagetaske foran på cyklen og den mindre taske i en lang rem over skulderen.

Taskerne var af kraftig læder og vandtætte, da de skulle kunne modstå al slags vejr.

I mine første barneår var det Mourits Post, der cyklede rundt i vort område.

Han blev afløst af husmanden Johannes Hansen på Lamdrupvej i Svindinge.

Det var dog vist kun kort, indtil Svend Mickleit blev post og kørte denne rute i en menneskealder. Til sidst dog i bil.

Han var svigersøn til Johannes Post og Olga.

Deres datter Ingrid og Mickleit byggede et nyt hus på svigerforældrenes jord på Lamdrupvej.

Et karakteristisk udseende hus var det.

I facaden blev muret med, hvad vi vel ville kalde defekte, eller overbrændte sten.

En sten med en fastbrændt brokke uden på, og i en helt anden farve.

Det hus blev der snakket meget om i Svindinge i de år.

Det ligger der såmænd endnu.

 

Handelsmænd.

En del hestehandlere færdedes endnu i min tidligste barndom rundt på egnen.

Det var stadig hestene, der var trækkraft indtil midt i tresserne.

Mange gårde havde købt traktor fra midten af 50´erne, men havde stadig en enkelt hest.

Helt slippe hestene kunne folk ikke. Hesten var god at radrense roerne med.

To rækker op og to rækker ned.

Mange husmænd fik aldrig traktor. Jordtilliggendet var simpelt hen for lille til denne investering.

Nogle enkelte hestehandlere husker jeg.

En kom fra Langå. Det var Tue Clausen.

I starten cyklede han omkring, men senere kom han i bil. Det var en Ford V 8 1939-40.

Jeg husker ham som en ældre, forslidt mand med en ludende holdning.

Altid iklædt en sjasket tynd frakke.

Jeg er sikker på, han købte vores enlige hest til slagtning i 1959, efter far havde købt traktor i 1958.

En anden kom jævnligt. Rasmus Peder Olsen hed han og kom fra Gislev. Ved siden af hestehandel gjorde han det i opkøb af heste-og kohår.

Han tyndede hestens hale, manke og pandelok ud, når han kom og betalte for disse hestehår.

Hvad disse hår var værd, ved jeg ikke, men en del kunne de på dette tidspunkt indbringe.

Mange børster blev stadig fremstillet i hestehår, ligesom møbler kunne være betrukket med hestehår.

Denne mand brød en gang fars tillid.

Han kunne ikke modstå fristelsen ved at klippe det inderste af hestens hale af i fuld længde mod hestens baglår.

Det troede han måske ikke far opdagede, men han fik ikke siden flere hår ved far.

Normalt klippede far altid selv både heste og køers haler.

De blev bundtet og hængt op på et søm i stalden til der kom en opkøber.

Om søndagene kunne far få lyst til at flette Tulles manke og binde halen op.

Derved trådte hestens hals og nakke, samt baglår tydeligere frem og hesten tog kraftigere ud.

Det var almindeligt at gøre i forbindelse med køb og salg.

Det understregede hestens eksteriør.

Jeg syntes ikke om, når far pyntede Tulle sådan.

Jeg syntes Tulle så helt forkert ud. Det var ikke vores rigtige hest.

 

Grise-og kreaturprangere.

Der kørte ligeledes mange kreatur- og griseprangere rundt i min barndom.

De fleste gange kom de uopfordret, for at se om der kreaturer eller svin til salg.

Eller måske kunne de afsætte dyr samme sted.

De havde en udpræget evne til at købe billigt og sælge dyrt.

De var selvfølgelig altid opdateret på efterspørgsel og markedspriser.

En øget køber- interesse fra prangeres side var tegn på kommende prisstigninger, og man gjorde sig som sælger klogt i at skrive sig det bag øret.

Det var måske klogt at vente en uge eller to med at sælge. 

I Refsvindinge var der en gammel pranger ved navn Peder Ottesen.

I mine barneår kørte den gamle Ottesen stadig rundt i en Pedalford, altså en Ford T fra 1924 med åben kaleche.

Han var af og til på "Skovly" og kørte på den ujævne lange markvej langs skoven.

Han kom ikke ind til far for at handle.

Derimod kom sønnen Gunnar Ottesen efterhånden ind, og han handlede en del med far.

Han købte fars pattegrise og kørte dem til opfedning et nyt sted.

Han købte også kreaturer af far og solgte dem på markederne i Odense eller Svendborg.

Han og far brugte megen tid på at prutte med hinanden.

Jeg ser for mig Gunnar Ottesen gående bag køerne i sin brune kittel og vride sig ved fars forlangender.

Flere gange kunne han forlade stalden for dog igen at vende tilbage i et nyt forsøg på at slå en handel af.

Når det skete var far klar over, at han nok havde forlangt lige i overkanten, hvad der måske var rimeligt.

Dyret blev igen taget i nyt øjesyn og vurderet, en flad hånd på ribbenene og tommel og pegefinger ved halebenet, hvorefter Gunnar Ottesen gav sit endelige bud.

De fleste gange blev de nok enige, men nogle gange måtte han køre med uforrettet sag.

Så kom han en uges tid efter igen. De var jo lige gode venner uagtet, der ikke blev nogen handel den dag.

I Ellerup havde familien Kierstein en slagterforretning med butik.

Faren, Marius kom til far og handlede. Han var vel en mand på 60 år, mindst, da jeg var barn.

Han var en lille, lad os bare sige det, fedladen mand. Han gik med nypudsede træsko og havde blød hat på.

Det var mest kreaturer han handlede med.

Efterhånden tog han sønnen Helge med sig. Han skulle jo indvies i erhvervet.

De kom sammen kørende i en splinterny Morris Minor, de havde købt af Nicolai Kjær i Svendborg omkring 1950.

Helge havde jo stået i lære ved den gamle, men havde, og fik først sent et sikkert handelstalent.

Han manglede de vægtige argumenter for at underbygge sine bud eller krav i en handel på f. eks. en ko.

Det nemmeste for ham i forhold til far var, hvis far ville købe en kælveko- eller kvie af ham.

Der var far nødt til at stole på Helges udsagn om, hvad denne havde givet for den, plus det han skulle tjene på den.

Helge havde meget med at snakke far efter munden.

Han kunne længe gå frem og tilbage i stalden uden at bestemme sig for, hvad han ville.

Han havde en lille lommebog i sin hvide kittellomme, hvor han lavede små regnestykker, alternativer og rettelser.

Det var dog af Helge Kierstein far købte sin første jerseyko i 1950. Så den vej rundt gik det måske bedre.

Den ko var far rigtig godt tilfreds med.

Den kom fra Elllerup Kohave.

Fra Langå kom pranger og slagter Niels Fedt Rasmussen.

Han havde også en slagterforretning og kørte rundt med fedevarer, deraf hans navn.

Som børn var vi sikre på, at dette Fedt-navn var et øgenavn med henvisning til det at være nærig og påholdende, når han var ude og købe kreaturer eller grise op ved bønderne.

Han var en stor, bred og tung mand.

Lidt foroverbøjet gik han, iført jakkesæt med vest med hvid kittel over og almindelig blød ternet kasket.

Han havde kortklippet overskæg, og han skråede meget. Rigtig meget.

På os virkede han jo som en ældre mand, men han var måske kun en halv snes år ældre end far.

Det vil sige 50 år i min barndom. Men det blev opfattet som ældre.

Han kunne, når han stod bøjet over forværket ind til grisene, med en særlig teknik sende en tynd, sort stråle af spyt fra skråtobak, langt ud over grisene i stien.

Niels Fedt var en rigtig pranger. I ordets bedste betydning.

Han brugte meget gerne lang til på at prutte prisen ned med nogle få enkelte kroner, hvor far stod fast.

Han og far kunne stå og skiftes til at klaske i hinandens hænder om en krone eller to mere eller mindre for hver af de 7-8 pattegrise, der gik og hyggede sig ved græstørven ved soen i stien.

Hvis grisene lå under halmen i aflukket, blev vi drenge sendt ind i stien for at få grisene ud i dagslyset, så mændene kunne se, hvad det var de handlede om.

Far fremhævede jo altid sine grises kvalitet. Hvad ellers?

Han forlangte vel kun en rimelig pris, mens Niels ankede, at én gris iblandt ikke var så stor som de andre.

Og det var selvfølgelig svært at snakke sig fra for far.

Til gengæld var der vel så en der var lidt større end gennemsnittet.

Niels brugte ofte argumentet: "Jeg kan jo slet ikke sælge dem videre til den pris, du forlanger Bernt. Jeg skal jo også selv tjene lidt, bare en smule på dem."

En prisdivergens på 1-2 kroner pr. gris førte som nævnt til lange tovtrækninger de to mænd imellem.

Hver gang Niels kom med et bud, strakte han sin håndflade frem mod far i håb om en kvittering og fars accept.

Men far ville ikke acceptere buddet og holdt sine hænder i ro.

”Jamen, det er altså for meget for dem Bernt,” sagde Niels igen.

”Nej, de er billige,” sagde far.

”Så er det også lige meget, men så vil jeg ikke have den lille (mindste gris) med," sagde Niels og rakte på ny hånden frem med håndfladen opad.

”Nej, du skal tage dem alle sammen,” sagde far og rakte hånden frem, mens han spurgte sig selv om, hvad han skulle stille op med den, eventuelt efterladte mindste gris.

"Hvis du skal have den pris, så skal de gå til næste uge,” indvendte Niels og gjorde et nyt forsøg på at få handlen afsluttet til egen fordel, samtidig med at han sendte en ny stråle fra skråen ind over grisene.

Nu var de ude over det med den mindste af grisene, hvis de kunne gå ved deres mor en uge mere.

"Nej," jeg skal bruge stien til en ny faring, påstod far samtidig med han rakte hånden frem i håb om et accept fra Niels.

Niels indså at han måtte imødekom far i dag ved denne handel.

Niels slog i fars fremstrakte hånd, og far kvitterede ved at slå Niels i hånden.

Så var handel og aftale endelig på plads.

Denne snakken frem og tilbage havde vel strakt sig over en halv time, og mændene havde uafbrudt stået med vurderende blikke rettet mod de uvidende grise i stien.

Far med et tilfreds blik, mens Niels havde de kritiske briller på.

Mange stråler af skråsovs havde Niels, i den forudgående tid, sendt ind over so og grise i stien.

Underholdningsværdien for os små tilskuere havde været høj.

Vi håbede altid, at far ville klare sig godt, når der skulle handles.

På den tid var både købere og sælgere altid godt orienteret om, hvad de aktuelle priser var på levende husdyr.

Disse priser blev løbende averteret i aviserne.

Der var markeder for levende dyr i Odense om mandagen og i Svendborg om tirsdagen.

Om onsdagen var der et stort prissættende marked i Gribsvad.

Nåh, men Niels skulle jo have grisene ud i sin bil.

Far fyldte lidt foder i krybben, der lokkede både grise og so frem mod forværket.

De to mænd lagde sig ind over forværket og snuppede de uanede smågrise i halerne og løftede dem op i favnen.

De gik de få skridt ud af stalden til Niels´ Pick Up, der holdt lige uden for stalddøren.

Oppe i det lukkede lad med halm, synede grisene større end de gjorde inde på det store stigulv.

Nu trak Niels Fedt tegnebogen frem af jakkens inderlomme til kontant afregning.

Det var en stor rødbrun én af slagsen og kun beregnet til sedler.

En rigtig prangertegnebog.

Det var på den tid, hvor en femhundrede kroneseddel størrelsesmæssigt næsten fyldte som 1/3 af en A4 side.

Sedlerne var lilla og kaldtes i daglig tale for en plovmand, grundet motivet af en pløjemand på forsiden.

Alle omkringstående var spændte.

Jo, der var rigtig mange sedler, og af flere forskellige farver, flere end vi nogensinde havde set i fars af samme slags.

Niels slikkede på tommel - og pegefinger og talte højt op, samtidig med at far modtog sedlerne.

Der skulle jo nødig være to af slagsen.

Hvis summen ikke gik op i runde tal, trak Niels prangerpungen op af kittellommen, løste snoren op og talte klingende mønt op, til begge parter var enige.

Far skulle kvittere for modtagelse af pengene og fik vel sagtens en kopi.

 

Grisen slagtes.

 

I griss-høvst skulle der, ud over søer med afkom, også være plads til en slagtegris.

Det vil på den tid sige en gris på mellem 150 og 200  kg levende vægt, inden den blev slagtet.

Vores var vist næppe over 150  kg.

Da svinenes foder, for en stor parts vedkommende, udgjordes af korn og mælk, satte dette sit præg på grisens evne til at fordele kød og flæsk.

Der blev følgelig et tykt lag spæk jo ældre grisen blev.

Det var man heller ikke træt af på den tid, tvært imod.

En del af flæsket blev bragt til rygemanden i Svindinge.

Han boede ved siden af bageren.

 

 

Kostplanen hjemme indeholdt også retter der bestod af sulemad og kål, dog mest om vinteren.

Men inden grisen kunne indfryses i Gudbjerg andelsfryseri, skulle den jo slagtes.

Man brugte udelukkende hjemmeslagter på landet i min barndom.

Vores slagter var Thorkild fra Brænderupvænge.

Han kom cyklende til mit hjem med sine rekvisitter, der bestod af 1 lang snor, 2 korte benstrikker, stikke–og skrabeknive, strygestål, termometer, skrabehorn, 1 økse, 1 nedstryger,  og en skrabepind til rensning af tarme, alt sammen rullet ind i et spartansk omslag af samme materiale som hans hvide gummiforklæde var gjort af.

 

 

Timer i forvejen var der fyldt vand i bryggekedlen og fyret op under den.

Først med papir og pap og hakkebrænde,( kvas).

Når der var godt ild, blev der fyret med diverse stykker træ fra itu-gnavede brædder fra grisestierne og gamle knækkede hegnspæle.

Disse materialer havde vi altid nok af ved sådanne lejligheder.

Det var tørt brændbart, så det gav vældig god varme.

Vi lærte, ikke at bruge sav til at korte træ af med så lang tid, vi kunne slå det over med den store hammer.

Far valgte altid de nemmeste løsninger.

Træstykket blev med den ene ende lagt på jorden og den anden ende op på cement-trinet til bryggersdøren!

Så løftede vi hammeren højt over hovedet, og med et velanrettet slag var træstykket delt i to.

Ikke ufarligt, da stykkerne ofte fløj op i luften.

Det var dog mest skinnebenene, der kunne få nogle slag.

Egentlig til skade, kan jeg ikke huske, vi kom. Det var hurtig og effektiv måde at få brænde på.

 

Det var mors ansvar, at vandet var kogende, når slagteren kom.

Far skulle sørge for grisen og brændslet til bryggekedlen.

 

Grisen blev under højlydt protest, med den lange strikke i gabet og om overkæben, slæbt ud fra sin sti og til, ikke slagtebænken, men i vores tilfælde til det omvendte gamle trækar på gårdspladsen.

Indtil vi blev store, blev naboen Hans Jacob sagt til for at hjælpe med at få den tunge gris ud og op og ligge på det omvendte kar.

Thorkild Slagter havde 2 korte rebstrikker beregnet for krydsbinding af benene på grisen.

Nu var hjælpernes opgave, at holde ned på grisen, alt imens slagteren stak grisen.

Han lagde først et snit på langs af grisens hals ned mod brystbenet og stak derefter grisen i hjertet.

Da vi var mindre, blev vi drenge altid opfordret af Thorkild til at holde godt fast i grisens hale mens dramaet stod på.

Trods dyrets højlydte protester, gik der kun få sekunder fra stik, til bevidstløsheden indfandt sig hos grisen. Men inden de sidste krampetrækninger ophørte, gik der adskillige minutter, så man skulle ikke slippe taget i grisen før tid.

 

Mor havde sat den røde vandspand ud til Thorkild, der tog blodet, som stod ud i en kraftig stråle fra grisens halspulsåre og hjerte.

Thorkild sørgede for, at alt blod kom i spanden, samtidig med at han rørte rundt med den store grydeske.

Blodet måtte ikke levre, (Koagulere) så var det ubrugeligt.

Mor overtog arbejdet og fortsatte den stadige omrøring, samtidig med hun blandede havregryn og rosiner i

Der skulle røres til blodet var svalet af.

Massen skulle bruges til blodpølse. Nogle kaldte det for Sortpølse.

Mor hældte massen op i en bradepande og bagte den i ovnen.

Det blev serveret med sirup og æblemos.

 

Først mange år senere blev det af humane grunde lovbefalet, at grisen skulle skydes, før den blev stukket. Det gjorde nok ikke den store forskel for grisen, men mennesker har det med at sætte sig i dyrenes sted.

På mange gårde slagtede man i gamle dage selv sine grise og for den sags skyld også kalve og kreaturer.

Man var vokset op med den akt, som var en naturlig del af hverdagslivet på landet.

Far påtog sig aldrig det hverv, som de heller ikke havde gjort i hans hjem.

 

Nu skulle grisen skoldes, som man sagde, men det var jo faktisk det, den ikke skulle.

Hvis vandet var kogende, brændte svinebørsterne fast i sværen og var ikke til at skrabe af.

Det kogende vand fra bryggekedlen blev båret til det nye kar på gårdspladsen.

Thorkild afstemte temperaturen ved hjælp af sit store termometer og nogle få halve spande koldt vand.

Grisen blev skubbet i baljen, først med hoved og forparti, stadig med strikke om trynen, hvorpå Thorkild gik i krig med at fjerne svinebørsterne med sine skrabehorn.

Vi undrede os altid over, hvordan han klarede den høje vandtemperatur på sine bare næver og underarme.

Når grisens forpart var skrabet, trak man grisen op ved strikken, hvorved bagparten sænkede sig i vandet. Så blev denne del af grisen skrabet.

Når hele grisen havde været under det varme vand og var færdigskrabet, blev stigen lagt over det omvendte kar, og grisen trukket i land på stigen.

Nu var det tid til finpudsning.

Grisen lå udstrakt på siden og den bredbladede kniv blev ført i lange rolige strøg hen over slagtekroppen og fjernede de dunagtige finere hår, der var tilbage efter skoldningen.

I vore dage svides grisen, men det kendtes ikke i min barndom.

 

Thorkild blotlagde senerne i grisens bagben, der med en snor blev fastgjort til det øverste af stigens trin, og stigen med grisen blev rejst skråt op mod en væg.

Det krævede også et par stærke mænds kraft.

Grisens bughule blev åbnet og Thorkild ledte med den frie hånd indvoldene ud i fri luft.

Indmad blev skilt fra indvoldene, der blev smidt op i en trillebør.

De fyldte hele bunden. De var varme og lugtede kvalmt.

Tyndtarmen blev skilt fra de øvrige tarme.

Den skulle jo renses og bruges til medisterpølse.

Grisen blev slagtet i den kolde årstid, d.v.s. november eller december hvor risiko for spyfluer ikke var så stor.

Men for en sikkerheds skyld blev der ofte pakket et lagen om grisen, mens den hang på stigen og afkølede.

Slagteren rensede tyndtarmen på stedet.

Tarmens hinder blev med en mindre kantet pind skrabet bort.

Godt skoldet og gennemskyllet blev tarmen sat på pølsehornet på mors kødmaskine i køkkenet.

Når det hakkede kød og spæk var æltet med diverse krydderier blev farsen fyldt op i kødmaskinen og kørt ud i tarmen.

Vi var ikke ret gamle, før vi fik lov at dreje håndsvinget, mens mor styrede tilførslen af fars til tarmen, og pølsen voksede i længden og fundet passende til et af familiens middagsmåltider.

Det var mors medisterpølse.

Når grisen havde hængt nogle timer og var blevet kold, kom Thorkild, efter at have slagtet en ny gris i nabolaget, tilbage og parterede grisen efter mors ønsker.

Thorkild var egentlig skovarbejder, men slagtede også for folk, og disse to hverv supplerede vist hinanden godt.

Han var lidt ældre end far.

Prædikatet, nogen køn mand kunne ikke hæftes på ham.

Han havde et tungt underansigt og af statur let foroverbøjet, hvad der vel ikke kunne undre med det arbejde han havde.

Han havde en særdeles kraftig, rødlig hårvækst på bryst og arme og håndrygge, hvorimod hårvækst aldeles havde forladt hans isse.

Han havde et mildt og venligt væsen, hvad vi børn mente rådede meget bod på udseendet.

Grisen blev finparteret efter mors ønsker. Det var mest stege, koteletter og småkød til fars.

Mor hakkede kødet til karbonader, frikadeller og æltede til medister.

Så snart vore kræfter slog til, fik vi lov at dreje kødmaskinens håndsving.

Men udkøring af medister gennem det påmonterede pølsehorn, krævede ingen kræfter, da knivene jo var taget ud.

Det kostede 12 - 15 kr. at få en gris hjemmeslagtet.

 

Fryseboks.

 Det var før fryseboksen og køleskabets tid i min barndom, der var lidt på begge sider af 1950.

Så for at kunne opbevare al denne fede grisemad, brugte man dels at nedsalte, røge eller henkoge.

Vi havde et stort saltkar i kælderen, da jeg var mindre, hvor noget af flæsket befandt sig, mens også nogle af stykkerne blev bragt til rygemanden i Svindinge.

Når disse stykker igen var vel hjemme, blev de i deres snor hængt op på et søm, mestendels i kælderhalsen, ellers på loftet i nærheden af skorstenen.

Det var af disse stykker, der blev skåret, når middagen stod på stegt flæsk og persille- eller løgsovs.

 

I spisekammeret, der vendte mod nord, var der en rimelig lav temperatur til opbevaring af fødevarer.

I sommerhalvåret var det lille ruderformede vindue taget ud og erstattet af en ramme med fluenet. Så var temperaturen såmænd ikke stort højere end i vore dages køleskabe.

Mor fik sit første køleskab i 1962.

Til gengæld benyttede de sig fra efteråret 1949 af Andelsfryseriet i Gudbjerg, om end der var 5 km dertil.

Det var en såkaldt halv boks de lejede, så når de havde slagtet, var det nødvendigt med en tillægsboks. Den halvårlige leje for den halve boks var 15 kr.

Jeg ved ikke, om det var af økonomiske hensyn, at de ikke fik en hel boks, eller om alle hele bokse var optaget.

Det var velsagtens den første grund.

 

Fryseriet var på andelsbasis med en bestyrelse og en daglig leder.

Indenfor regerede Mary iført sine tykke gevandter igennem tre årtier.

Hun virkede altid sur, men den kolde arbejdsplads taget i betragtning, kunne vi vel ikke forvente megen varme fra den kant.

Selv far havde den stærkeste respekt for damen, der ikke undlod at lade galden flyde, hvis der var uorden i mærkesedler eller indpakning.

Det forlangtes at det nyslagtede var forsvarligt indpakket og nummereret.

Mor anvendte slutteligt en elastisk netpose med knude for enderne som yderste emballage for frysepakkerne. Hver pakke fik sin nummerseddel bundet på.

Det krævede nøje kostplanlægning fra mors side, når betingelsen for adgang til fersk/ frosset kød lå så langt hjemmefra.

Telefonisk blev pakkerne bedt taget ud, oftest til en lørdag formiddag.

Spørgsmålet om hvem der skulle sørge for at middagsmaden, var stort set aldrig til diskussion, men tilfaldt mig igennem alle mine drengeår.

Mange, mange, ofte rigtig kolde ture, har jeg måttet cykle til Gudbjerg.

Hjemturen i vinterhalvåret var strengest med modvind fra nord og nordøst.

Tillige gik det hele vejen opad, for endelig at nå det højeste punkt ved friskolen ved Galdbjergvejen, der ligger 90 m over havet.

I sommerhalvåret var der sine lyspunkter ved turen, hvor jeg hjemmefra af mor var bevilliget en is ved det dragende ishus på spidsen i Ellerup.

 

Fortsættelse følger

 

Den førstefødte.

Jeg vil vende blikket tilbage til tiden, hvor far og mor begyndte deres tilværelse som nyetableret ægtepar på husmandsstedet "Bøgelund" i Svindinge sogn.

En tid, jeg selvsagt ikke kan huske noget fra, da jeg endnu ikke var født.

Noget er blevet mig fortalt, mens jeg som voksen, har samlet disse, mine barndomsårs erindringer i de trygge rammer hos mor og far på det lille landbrug.

Da far og mor havde boet i ejendommen i godt to måneder, så jeg dagens lys som den ældste af fire søskende.

Det var lige midt på 1944`s sommer og umiddelbart før fars og mors første høst, som de ikke selv havde lagt sæden til.

Far kørte sin mælketur og var således ikke hjemme igen før til middag.

Tante Elna assisterede jordemoderen, der var kommet fra Ørbæk.

Jeg blev født i sovekammeret.

Mor havde hovedsageligt måttet holde sig til husgerningen, siden de flyttede ind. Hun kunne ikke tage så hårdt fat ude i landbruget de sidste måneder i sin graviditet.

Far kørte fra begyndelsen en lang mælketur til Gislev mejeri med heste, der hver dag tog ham mindst 5- 6 timer.

Den tur gav et solidt økonomisk tilskud til de sparsomme indtægter, landbruget kunne kaste af sig i begyndelsen. Ja faktisk var denne mælketur hovedintægtskilden de første par år.

Da besætningen ved overtagelsen af ejendommen var lille og kreaturerne kommet på græs, var det vel egentlig kun malkning morgen og aften, der krævede en menneskelig indsats.

 

Vi fire søskende blev døbt Svindinge kirke, og far og mor var enige om, at lade os gå i Ellerup Friskole.

Vi blev også konfirmeret i den kirke, der lå i det sogn, hvor vi var født og vokset op.

Det kom dog forinden til nogen diskussion i mit hjem, da jeg som den ældste skulle begynde at gå til præst.

Da var vandene delte mellem far og mor.

Far var af den opfattelse, at jeg skulle begynde at gå til præst og konfirmeres Ryslinge Valgmenighed, hvor hans slægt altid havde hørt til.

Der var 15 km at cykle, men det mente far ikke var noget problem. Nej, ikke for ham !

Mine forældre var det tidspunkt slet ikke medlem af valgmenigheden, men det kunne snart ordnes, var fars argument. Dette emne havde far vel nok bragt på bane med mellemrum igennem nogle år. Det var dog aldrig blevet til andet end snak.

Jeg støttede med al kraft og energi mor i, at det var mest naturligt, at jeg blev konfirmeret i Svindinge kirke sammen med mine skolekammerater.

Mor og jeg fik vor vilje.

Og sådan gik det vel til, at vor lille familie aldrig blev medlem af valgmenigheden i Ryslinge, men holdt os til sognekirken i Svindinge, hvor mor og far var blevet viet.

Mor og far gik i kirke til påske, til høstgudstjenesten og måske Alle Helgens Dag, der altid betød meget for mor.

Fra vi fik bil, var vi altid i kirke juleaften, men vist ikke før den tid.

Det kan jeg i hvert fald ikke huske.

 

Mors to drenge.

De første fire år af mit liv, vil jeg ikke hævde, jeg kan huske ret meget fra.

Jeg ved, jeg var hos min mor og far, dag og nat.

Før jeg nærmede mig skolealderen, kom jeg ikke bort fra dette, vort enemærke, uden det var ifølge med far eller mor

Da jeg var to år fik jeg en lillebror. Det var Gunnar.

Jeg blev tidligt indprentet, at da jeg var ældst, skulle jeg foregå Gunnar med et godt eksempel og i øvrigt passe godt på ham, når mor var ude af øje for et kortere eller lidt længere tidsrum.

Dette pålagte ansvar tog jeg meget bogstaveligt på mig igennem hele min barndom.

Der blev såmænd også nok at leve op til for mig, da Gunnar gerne ville udforske og afprøve tingene.

Mors køkken.

Da vi var mindre, var der aldrig tvivl om, at verdens mest trygge sted var ved mor i køkkenet.

Som voksne var det stadig et rart rum at opholde sig i for os.

Dejligt hjemligt og uhøjtideligt.

Med mor i centrum fik vi stillet alle vore basale behov som børn.

Komfuret i køkkenet, var et kapitel for sig.

Det var det centrale møbel i hjemmet, kunne vi godt kalde det.

Det var herfra den første varme i huset kom om morgenen.

Det var fra komfurets vandgryde, vi fik det varme vand, vi skulle vaskes i.

Det var ved dette møbel, mor tilberedte alle dagens måltider. 

Det var på komfurstangen vort nattøj hang til varme, inden vi skulle i seng.

Det var ved komfuret, vi trak i tøj og fodtøj om morgenen.

Det vi skulle have på til dagens formål.

Det var her til komfuret, vi kom ind med vådt tøj og våde støvler efter mange timer ude i sneen eller på skøjter.

Alle disse, for mor selvfølgeligheder, gjorde hun alene for os.

Dette var og blev altid mors fortjeneste.

Der var ikke tid til megen kys og klap i min barndom.

Det var der generelt ikke i de tider.

Så det var vi ikke alene om.

Jeg har dog aldrig tvivlet på mine forældres kærlighed til os 4 børn.

Men når den næste i søskenderækken (Gunnar) overtog bryst og skød, var man henvist til at stå på gulvet ved siden af mor.

Jeg var barn i en tid længe før krammere og knusere blev indført.

I dag vil man sige, der blev forlangt meget af børn af den tid.

Men af os hjemme, blev der aldrig forlangt mere, end vi let kunne klare fysisk.

Denne efterhånden fælles indsats var betingelsen for at vores familie kunne få dagligdagen til at hænge sammen arbejdsmæssigt.

Spørgsmål som: "Vil du have det tøj på i dag," eksisterede ikke.

Eller "Vil du have det at spise? "

Slet ikke.

 

Rationeringstid.

I de første 7-8 år efter mor og far var gift, var en lang række dagligvarer rationeret.

Mange varer havde været det  helt tilbage fra 1939.

Hver familie blev tildelt rationer og rationeringskort alt efter familiens størrelse.

Det tilfaldt sognerådet at administrere og forvalte dette område for sognets beboere.

Rationeret var:

Sukker, 9. oktbr. 1939 – 24. oktbr. 1952

Kaffe, 1. dec. 1939  – 1. oktbr. 1952  (forår 42 ingen kaffe overhovedet)

Selv kaffeerstatning var rationeret fra febr. 1945 - 25. sept. 1945

Margarine, 15. april – 6. nov. 50

Rug- fransk- og sigtebrød, sept. 1940 – dec. 1948

Havre- og byggryn, 1 dec. 1940 – 23 aug. 1946

Salt, febr. 1945 – aug. 1945

Benzin og kul, 1. sept. 1939 - 1948

Mor havde disse farverige ark med rationeringsmærker liggende i køkkenbordets skuffe.

Da visse varer var rationeret til sidst i 1952, lærte jeg også dette system at kende uden at vide, hvad det egentlig helt drejede sig om.

Jeg fik lov til at klippe mærker ud af arket, i takt med mor skulle have sukker eller kaffe fra brugsen. Mærkerne skulle afleveres sammen med pengene.

I mange år efter kaffens frigivelse, fortsatte folk med at blande erstatning i.

Den frigivne rigtige kaffe var nok i begrænsede mængder og vel relativ dyr.

Mor supplerede kaffen med erstatning i mange år frem over.

Det var givet vis prisen på de ædle bønner, der var udslagsgivende.

Ingen levnet kaffe på kanden blev hældt i vasken på den tid.

Det var i den forbindelse at begrebet varmekaffe opstod.

Var der levnet lidt kaffe på kanden, blev den bare varmet op på komfuret, og man kunne skænke sig en kop kaffe imellem de faste tidspunkter, hvor man ellers drak kaffe.

Dermed var begrebet varmekaffe indført.

Varmekaffe var ikke nogen stor delikatesse. Den blev bitter og især hvis denne senere opvarmning var gået over i direkte kogning, var det nærmest udrikkeligt.

Det blev hjemmet betegnet som snerrekaffe.

Kaffekanden i min barndom var Madam Blå.

Den kunne vel rumme 1 liter.

Øverst i kanden sad tragten med dens faste kaffepose.

Mor bryggede sin kaffe på følgende måde:

Først skoldede hun kaffetragt og kande. Hun kogte vand i en kasserolle på brændekomfuret, og tilsatte de malede bønner under let omrøring med en ske.

I samme øjeblik det hele kogte op til kanten, tog hun kasserollen af ilden og hældte det hele over på kaffekanden via tragt og kaffepose.

Det var virkelig friskbrygget kaffe. 

Mor og far var store kaffeelskere.

Mor drak den altid sort, mens far både skulle have sukker og fløde i.

Da jeg var omkring 12 år, måtte jeg begynde at få kaffe om morgenen.

Jeg kom også en hel del sukker i og spædede op med fløde.

 

Dagens start.

De første 6 år af mit liv var det kun stueetagen i huset, der blev anvendt.

Huset var nord-sydliggende og delt op i fire lige store rum.

Mod vest var der sovekammer og køkken med spisekammer og nedgang til kælder.

Mod øst, der vendte mod landevejen, var der i forbindelse med køkkenet en dagligstue og bag denne igen Den nye Stue, med entre, der kun blev brugt, når der kom  fremmede. (Gæster)

Som små, før 1951, blev vi vækket ved lyden af mors gøremål i køkkenet.

Døren mellem soveværelset og køkkenet stod lidt på klem.

Hvis far var kommet ind til morgenmad fra stalden, kunne vi høre, de talte lavmælt sammen ved køkkenbordet.

Når vi stod ud af sengen og åbnede døren, blev vi mødt af mors og fars varme: ”Godmorgen, har I sovet godt?"

Selv om vi lige havde forladt den varme seng føltes køkkenet kun en smule køligere.

Vi krøb dog straks op på brændekassen, der stod tæt på komfuret og stirrede, stift og søvnigt ud i rummet.

Når mor og far stod op, var huset, det halve af året, iskoldt.

Far gik straks i stalden om morgenen, hvorfor ham hurtigt fik en naturlig varme i kroppen.

Mor tændte, som sit første gøremål, op i komfuret.

Askeskuffen skulle tømmes. Den kolde aske endte altid på møddingen.

Mor tog ringene af det store ildsted, lagde noget sammenkrøllet avispapir, en skvat petroleum og pindebrænde eller kvas (hakkebrænde) ovenpå.

Så blev ringene lagt på, undtaget den lille slutring.

En revet tændstik til, fik flammerne til at stå oven ud af komfuret.

Mor lukkede komfuret med den lille ring og åbnede ovnslågen.

Komfuret smed hurtigt varme fra sig samtidig med, at den fyldte vandgryde bagest i komfuret begyndte at give lyd fra sig.(Snurre)

Varmen fra komfur og ovn strålede ud i rummet.

Brændekassen, der stod ved komfuret, var en yndet siddeplads for os purke, og med årene brugte vi komfuretes ovnslåge som fodskammel.

Mor lagde så inden en avis på den opslåede låge.

Mor pudsede sit komfur mindst en gang om ugen.

Jeg tror det var lørdag eftermiddag.

Efter hun havde ladet det gå ud, og efter hun havde bagt de obligatoriske pandekager denne dag.

Hun brugte en speciel creme, der blev smurt på hele komfurets overflade.

Derefter gned hun det med avispapir, og siden blev komfuret blankpoleret med en ulden klud.

Køkkenet var derpå omgæret af en karakteristisk lugt, der ikke lod nogen i tvivl om, at komfuret var nypudset.

Når hun efterfølgende tændte op, forsvandt denne karakteristiske lugt.

En af mine første pligter var at lave pindebrænde til mors komfur.

Det var et stykke brænde, der yderligere blev splittet op med en økse.

Mor fik sit vaskepulver i en spand eller bøtte af spån.

Disse tomme bøtter blev i årene efter brugt til pindebrænde men også til indsamling af de efterhånden mange æg.

 

Personlig hygiejne.

Den personlige, daglig hygiejne foregik i køkkenet.

Det gjaldt store som små i husstanden. I hvert fald i vinterhalvåret.

Vi blev hele vor barndom vasket ved køkkenvasken.

Der gik mange år, inden far og mor fik badeværelse.

Det var ikke kun far og mor, der måtte soignere sig ved køkkenvasken.

Det gjaldt rigtig mange familier på landet i 1940-50.

Faktisk skulle vi helt frem til 1962, og da var jeg for længst flyttet hjemmefra.

Når vi skulle have vasket søvnen ud af øjnene om morgenen, foregik det på knæ på en taburet foran køkkenvasken.

Mor vaskede os, mens vi lå passive på knæene med hænderne i vaskefadet.

Da vi var små, satte mor os op på køkkenbordet med fødderne ned i et vaskefad i vasken.

Så blev vi etagevasket. Først ansigt arme og hænder og sluttelig fødder.

I sommerhalvåret foregik en del af det dog i bryggerset, hvor det store trækar blev stillet op på cementgulvet.

Når vi smådrenge skulle have vasket hår, foregik det også ved vasken i køkkenet.

Vi lå igen på knæ på en taburet foran vasken.

Ved hårvask lagde vi panden på en vaskeklud mod den smalle bordkant foran vasken.

Hårshampoo af vore dages karat fandtes ikke, men et eller andet sæbemiddel fik vi i håret, og det kunne så sandelig også skumme.

Vi lå der på skafottet med stærkt sammenknebne øjne mod vaskekluden og udsatte os for mors grundige hovedbundsmassage.

Når mor med en hånd havde vredet det meste skum af håret, kom vi til den alvorlige del af denne seance, nemlig skylningen af håret med pottemålet.

Nu skulle vi rigtig strække hals og holde hovedet ind over vasken.

Øjnene havde vi stadig stærkt sammenknebne, da skrækscenariet var at få sæbevand i dem.

Vi protesterede, når der løb lidt vand ind i ørene.

"De har godt af at blive sat i blød," var mors kommentar.

Vi var også svære at stille tilfreds, hvad angik vandtemperaturen på skyllevandet.

Enten var det for varmt eller også var det for koldt.

Ja, det var svært for mor.

Sluttelig fik vi et håndklæde for ansigtet, og først sikkert inde i det, turde vi åbne øjnene igen.

Det var jo som at blive født på ny.

Både Gunnar og jeg havde et lyst stridt hår, der var svært at tæmme.

Vi var klippet og friseret efter den traditionelle model på den tid, nemlig relativ kort med sideskilning.

Når håret var vådt var det ingen sag, at få det til at ligge ind til hovedet, men når det var tørt, jeg siger, så var det en anden sag.

For at styre det, hældte mor lidt af fars brillantine i vort hår, og efter gamle foto at dømme, så det såmænd meget pænt ud.

Mors vandspand igennem årene var en rød-emaljeret zinkspand med en hank af træ.

Den havde sin plads på en taburet mellem komfur og skorsten sammen med Pottemålet som vi altid drak direkte af, når vi var tørstige.

Ingen var nærtagne på den tid.

Køkkenvasken var de første år af støbejern og med åbent afløb i en spand, der stod under vasken.

Bagest i det ene hjørne af komfuret var en fordybning, kaldet vandgryden.

Den var som regel fyldt op med omkring 5 liter vand, og når der ellers var varme i komfuret, var der også varmt vand ved hånden.

Vandet derfra skulle bruges til opvask og til den personlige hygiejne.

Utallige er de gange, vi har måttet hjælpe med at hente vand ind i køkkenet fra pumpen i gården.

Udover husholdningsvand, skulle der også dagligt pumpes vand ind til de tørstende kreaturer.

Især om sommeren kunne det være drøjt.

Utålmodige som vi var efter at blive færdige med dette trivielle gøremål, løb vi gentagne gange ind i stalden, blot for at konstatere at køernes tørst endnu ikke var stillet.

Men omkring 1951 og efter 7 år, blev der lagt vand ind og den forbindelse fik mor ny zinkvask i køkkenet med afløb til spildevandsledning.

 

 

 

Cyklingens kunst.

Da jeg fyldte 5 år, fik jeg min første cykel.

Det var en brugt, blå pigecykel.

Den var god at lære cyklingens kunst på. Let at komme af og på.

Far havde købt den af nogle mennesker i sognet, der ikke længere havde børn til så lille en cykel.

Jeg fik den på min fødselsdag og far syntes, jeg ligeså godt kunne få lært kunsten at cykle med det samme.

Jeg husker tydeligt, far satte mig op på sadlen og støttede mig, mens han instruerede mig i at træde pedalerne rundt. "Forlæns, nej ikke baglæns, trin, trin." (træd, træd.)

Jeg havde altså træsko på.

Nu gik det langsomt fremad, mens far holdt mig i balance på cyklen.

Jeg øvede lidt på gårdpladsen og op ad indkørslen.

Fra indkørslen gik det pænt ned ad bakke, hvor jeg ikke behøvede at træde, men bare skulle holde balancen og styre.

Da jeg nåede hjørnestenen ved hækken til gårdspladsen, gav far mig et vældigt skub og lod mig alene på cyklen.

Jeg styrede det bedste, jeg havde lært, udenom Gunnar, der holdt på sin trehjulede cykel midt på gårdspladsen.

Videre gik det i god fart lige mod muren på mellembygningen.

Jeg troede min sidste time var kommet.

Far udbrød: "Brems." Det havde jeg ikke haft brug for indtil da, og derfor ikke fået indøvet.

Men standse ville jeg.

Der var ikke andet for, end at forlade cyklen, hvis jeg ikke ville ende i væggen.

Jeg landede på gårdpladsen og cyklen fik vel sine første skrammer efter sin omlakering.

Mor var tilskuer i bryggersdøren og tog et par billeder af sine to drenge.

Da der ikke skete mig noget, lo alle vist af episoden.

Jeg er nok blevet sat på cyklen straks igen, mens sadlen endnu var varm.

Inden jeg så sig om, kunne jeg cykle.

Gunnar sad imens upåvirket på arvestykket, trehjuleren midt på gårdspladsen.